Forleden havde Oli og jeg en rigtig dum aflevering. Én af dem hvor man går fra et grædende barn, o
Se næste indlæg >
Skulle vi lige snakke om hvor hård en alder 18 måneder er??
Puuuuha. Jeg synes det er hårdt arbejde at have et barn på 18 måneder!
Jeg er ikke bleg for at indrømme, at Lukas var verdens nemmeste baby. Han græd stort set aldrig, alle kunne sidde med ham, han var easy peasy at have med til ting og yderst nem at gøre tilfreds.
Jeg ved ikke hvor mange gange jeg er blevet fortalt hvor heldig jeg var, at have en baby med et så mildt sind. Både af komplet fremmede og af venner og familie.
Men jeg kan da ellers lige love for, at Lukas har taget revanche her på det sidste! Da han blev lige omkring 1 år var det som om, at han besluttede sig for at lægge stilen helt om. Og her som 18 måneder gammel, der peaker han virkelig.
Forstå mig ret, der sker en masse fede ting i denne her alder. Og han er en helt fantastisk dreng. Der er bare lige nogle udviklingsting som jeg ikke er kæmpe fan af. For eksempel den meget voldsomme bevidsthed om, hvad han vil og ikke vil. Som når han vil have en ostehaps, får et nej og HEEELE hans verden bryder sammen. Han skriger, græder og kaster med ting. Det samme hvis han har besluttet sig for ikke at ville have tøj på, og skriger NEEJ til mig hver gang jeg prøver at give ham bukser på.
Men det er ikke kun det der gør det hele lidt hårdt for tiden. Vi er nemlig inde i det jeg vil kalde, “en rigtig træls periode”.
Lukas har altid været en ret morglad dreng. Meget mere end jeg husker Oli som. I en lang periode var jeg den eneste der kunne putte eller trøste ham, men efter jeg stoppede med at amme synes jeg egentlig det gik lidt i sig selv igen.
Men for tiden er det som om at lige så snart han ser mig, så har han behov for at klæbe sig fast til mig som en sugekop. Og det føles utrolig strengt at sige, hvis det er fordi han bare har brug for sin mor for tiden, men jeg synes det er helt klaustrofobisk. Han smågræder/klynker hver eneste gang han ikke er klods op og ned af mig, og især i eftermiddags og aftentimerne er det slemt. Jeg kan ikke gå ud for at tisse eller hjælpe Oli med noget, uden han begynder at græde helt ustyrligt. Han vil helst bare bæres rundt på armen og selvom Niko står lige ved siden af ham, går han helt amok hvis han ser mig gå ud af rummet.
Det er virkelig frusterende og jeg synes det har stået på længe nu. Jeg kan ikke huske noget som helst fra med Oli, så jeg aner ikke om han også var sådan. Jeg ved ikke om det er en fase, et tigerspring eller fordi han er ved at få 5 tænder på én gang. Men jeg er ved at blive sindssyg. Jeg synes han er sur og ked af det næsten hele tiden og det kan godt være lidt svært at være i. Samtidig får jeg også dårlig samvittighed over at blive irriteret på ham, for måske er det bare ikke helt nemt at være Lukas for tiden.
Så altså. Hvis der er nogle der kan genkende det, har gode råd eller opløftende historier om at det er normalt, så vil jeg utrolig gerne høre det!
Fik du læst:
Når barnet laver ormen på toiletgulvet
Ingen kommentarer endnu