Jeg har længe ville skrive lidt om, hvordan det er at gå fra at have et barn, til at have to. Jeg
Se næste indlæg >
Om den dårlige samvittighed når man er mor til 2
Udover, at skrive lidt generelt om hvordan det er at være blevet mor til 2, har jeg også længe gerne ville skrive lidt om denne her dårlige samvittighed der kan opstå, når man pludselig skal dele sin tid og kærlighed mellem 2 børn. Det var noget jeg tænkte rigtig meget over i min graviditet med Lukas, og det er også noget jeg har grædt en smule over på forhånd fordi – graviditetshormoner.
Det påvirkede mig især rigtig meget, at jeg allerede under min graviditet følte, at jeg svigtede Oli lidt fordi jeg ikke kunne være der for ham som jeg plejede. Jeg var hele tiden træt, havde ondt og kunne ikke give ham den tid og opmærksomhed som jeg havde gjort tidligere og som jeg også gerne ville give ham. Jeg synes det var rigtig hårdt, at jeg allerede “svigtede” ham før Lukas overhovedet var født, fordi Lukas jo uden tvivl ville tage størstedelen af min tid og fokus det første stykke tid. Jeg var så bange for, at Oliver ville føle sig valgt fra, eller at han ville have en stor reaktion på at blive storebror, og det var noget jeg brugte rigtig mange aftentimer på at ligge vågen og gruble over.
Jeg havde på forhånd gjort mig mange tanker om, hvordan vi bedst kunne forberede Oli på at blive storebror og hvordan vi skulle introducere ham og Lukas for hinanden. Jeg spurgte alle jeg kendte der havde flere børn til råds og jeg synes vi fik gjort det hele på en virkelig god måde.
Optimalt ville jeg gerne have haft, at Oli og Lukas mødte hinanden derhjemme, da jeg tænkte det godt kunne være lidt skræmmende for Oli sådan at komme op på hospitalet og se mig ligge der i sengen. Men da jeg var nød til at blive på hospitalet i 2 dage havde vi ikke lyst til at vente så længe, så istedet tog Niko ham med op på hospitalet. Vi havde købt en gave til ham fra Lukas som han fik der, og han var så glad og stolt over at være storebror. Desværre blev han rigtig ked af det da de skulle gå, fordi jeg og Lukas ikke skulle med hjem. Dét synes jeg var virkelig hårdt og jeg græd også lidt da de var gået. Det var så ubehageligt bare at ligge der i sengen og have ondt, uden at kunne rejse sig ordenligt op og uden kunne tage ham op og kramme ham.
Generelt synes jeg, at de 2 første uger var hårde på det punkt. Jeg kunne ikke rigtig “overskue” Oli og det havde jeg SÅ dårlig samvittighed over. Det var ikke fordi jeg ikke havde lyst til at være sammen med ham eller synes han var irriterende, men jeg havde så ondt i maven efter kejsersnittet, var svimmel og udmattet på grund af for lav blodprocent og generelt bare træt og overvældet. Så der skulle ikke særlig meget til, før at jeg mistede tålmodigheden og jeg havde svært ved at tackle Oli, hvis han ikke lige hørte efter. Især også fordi, at jeg hurtigt følte mig magtesløs hvis han ikke hørte efter, fordi jeg hverken kunne løfte ham op, sætte mig på hug ved ham eller gøre noget som helst. Men han kunne jo ikke forstå hvorfor jeg pludselig var så anderledes og det gav mig virkelig dårlig samvittighed. Det hele kulminerede lørdagen ugen efter mit kejsersnit, da Oli skulle afsted til gymnastik om morgenen. Min mor skulle komme og hente ham, så han skulle bare lige have morgenmad og i tøjet. Niko sov med Lukas, og jeg var stået op med Oli. Men det var alt for tidligt efter operationen. Det tog alt min energi og alt mit overskud at give ham morgenmad og få ham til at tage tøj på og da han så pludselig ikke ville have sko eller jakke på, kunne jeg slet ikke mere. Jeg endte med at råbe af ham og da ham og min mor var gået ud af døren, satte jeg mig bare ned på gulvet og hulkede som et lille barn til Niko kom ud og krammede mig. Jeg følte mig som den værste mor og jeg synes ærlig talt bare, at det hele var rigtig hårdt.
Det vendte dog virkelig hurtigt efter de første 2 uger, da jeg stoppede med at have så ondt. Pludselig kunne jeg sidde på gulvet og bygge lego med ham mens Niko sad med Lukas og det føltes så godt.
Det absolut bedste vi dog gjorde for os (og for min dårlige samvittighed) var vores ferie til Bali 4 uger efter Lukas fødsel. Jeg havde været meget i tvivl om det var for tidligt at rejse, og folk havde også haft rigtig travlt med, at fortælle mig hvor dum en ide det hele var. Men det var rent ud sagt genialt. Det gav os nemlig 3 uger sammen som familie (og med min familie også), hvor Oli bare var i paradis og i centrum til trods for baby. Han var den gladeste dreng i verden. Der var hele tiden nogle klar til at lege med ham. Om det var hans bedsteforældre, hans onkel, moster, niece eller os. Han brugte hver dag i poolen, kun afbrudt af is-pauser og mad. Det var så fantastisk for mig at se hvor meget han hyggede sig og jeg kunne pakke alle tanker væk omkring, om han følte Lukas tog for meget opmærksomhed. Der var også flere der kunne hjælpe med at holde øje med Lukas, så jeg også kunne lege og plaske med Oli i poolen.
Og så skal det da også lige nævnes, hvor fedt det var som nybagt mor, ikke at skulle koncentrere sig om noget som helst husligt. Der blev gjort rent, lavet mad og skiftet sengetøj. Jeg skulle kun fokusere på min skønne familie.
Generelt er jeg rigtig stolt af mig selv over, at jeg (for det meste i hvert fald) ikke slår mig selv oven i hovedet eller giver mig selv alt for dårlig samvittighed, hvis jeg ikke lige har overskud nok eller noget ikke lige går efter planen. Det kan være svært at skulle dele sit fokus mellem 2 børn der begge har brug for opmærksomhed og som er 2 så forskellige steder, og det er kun naturligt, at jeg af og til kan føle at jeg ikke får givet én af dem helt nok. Kunsten er, ikke at lade det påvirke én for meget, og det synes jeg at jeg er blevet god til.
Det var primært Oli jeg forstillede mig, at jeg ville have dårlig samvittighed for, fordi Lukas pludselig skulle prioriteres højere end ham – fordi hans behov ikke rigtig kan vente. Men det har ikke været det problem som jeg troede det ville være. Det viser sig nemlig, at jeg sagtens kan amme mens jeg bygger LEGO og at Oli har fuld forståelse for, hvis der skal skiftes en lorte-ble midt i legen. Derudover synes Lukas det er langt federe at ligge ved siden af Oli der leger, end det er at sidde og “lege” med mig, hvilket gør det nemt at have dem begge med samtidig.
Sidst men ikke mindst kan jeg bare mærke, hvor meget det har lettet min samvittighed at jeg har kunne give Oli så korte dage hele det her år på barsel. Hvis jeg lader ham blive længe i børnehaven en enkel dag, fordi at jeg har brug for at sove eller bare ligge lidt med Lukas, så tænker jeg ikke 2 gange over det. Han er der generelt så meget kortere end nogensinde før, at det ikke gør det mindste med en lang dag hist og her. Jeg elsker at jeg har kunne give ham så mange fridage og at jeg uden problemer, kunne have ham hjemme i Corona-perioden. Jeg er så taknemlig for, at hans børnehavestart også har ligget her i min barsel, så han har kunne starte stille og roligt ud, uden nogle 7-17 dage.
Jeg ved også, at det her bliver mit ømme punkt når jeg starter arbejde igen. Jeg elsker at arbejde og jeg er ikke i tvivl om, at jeg gerne vil tilbage. Men jeg ved, at jeg kommer til at have dårlig samvittighed over de lange dage de uundgåeligt kommer til at få. Især overfor lille Lukas, som jeg synes er så lille når han starter. Jeg kan få helt svedige håndflader når jeg tænker på den planlægning der skal i spil for at få det hele til at gå op, og når jeg tænker på de stressende morgener som nærmer sig med hastige skridt. Jeg håber inderligt at jeg også der kommer til at kunne pakke den dårlige samvittighed væk og vide, at jeg gør det absolut bedste jeg kan.
Fik du læst:
Lidt om de første dage som mor til 2 og om dårlig samvittighed
Ingen kommentarer endnu