Alle de ting man BURDE gøre med baby, men som ikke holder i praksis – ballinogbaby
Mors dag, valentines day og andre ligegyldige “højtider”

Alle de ting man BURDE gøre med baby, men som ikke holder i praksis

Kender I alle de der ting man BURDE gøre og ikke gøre med sin baby? Alle de kloge råd der fortæller, hvad man skal hvornår og hvad man absolut ikke skal gøre, hvis man vil undgå at baby får dårlige vaner. Det er bare oftere meget nemmere sagt end gjort. Og det kan være enormt svært som især førstegangsmor at finde ud af, hvordan man lige skal hitte rundt i det. For hvis sundhedsplejersken siger, at baby ikke skal have mælk om natten, stopper man  så med det? Og hvis resten af mødregruppens babyer sover i egen seng, burde din så også?

Jeg har her samlet de vejledninger og “burder” som jeg bryder mig mindst om. Måske I har nogle at tilføje?

Ingen mælk om natten efter 6 måneder: Min kære sundhedsplejerske var så sød at fortælle mig, at babyer jo ikke behøver mælk om natten efter de er fyldt 6 måneder. Så det behøvede jeg ikke længere efter der. Og selvom det da lyder ganske tiltalende ikke at skulle amme om natten, så er problemet i denne her udmeldning bare lige, at der ikke er nogle der har fortalt Lukas at han ikke behøver det. Der er selvfølgelig stadig 2 uger til at han er 6 måneder men jeg tvivler bare på, at han har tænkt sig at droppe mælkebuffeten der. Han er nemlig utrolig glad for den! Jeg kunne selvfølgelig godt begynde at kæmpe for, ikke at amme om natten. Men det ville betyde en rigtig ked af det Lukas. Elendig søvn til os begge og også en hel masse frustrationer. Det synes jeg slet ikke er det værd. I hvert fald ikke når han stadig er så lille. Så længe vi begge trives med nat-spiseriet, så fortsætter vi.

Hvis du rokker baby giver du ham dårlige vaner: Jeg synes denne her er svær. Lige da Oliver var født fik jeg ofte at vide, at hvis jeg indenfor de første 2 måneder rokkede ham når han skulle sove (i enten armene eller i barnevognen) så ville jeg give ham dårlige vaner og lære ham, at det var den eneste måde at sove på. Og så ville jeg ikke kunne vænne ham af med det igen. Det var jeg panisk bange for. Vi ønsker os jo allesammen en baby som vi bare kan ligge ud i barnevognen hvor han så sover sødt, uden at vi skal gøre noget som helst. Det er bare ikke altid at det sker. Og jeg synes ikke helt det her “råd” kommer med en løsning på hvad man så gør, hvis baby kun vil sove når han bliver rokket allerede fra starten af. Dropper man så bare søvn helt og aldeles? Som om man ikke bøvler med nok som ny mor, så skal man pludselig også til at gå rundt og tro, at det er ens egen skyld at baby sover dårligt.

Du forkæler ham ved at bære rundt på ham hele tiden: En holdning som vist især stammer fra vores bedsteforældres tid og det er da også af den generation, at jeg har fået den kommentar. Jeg troede ellers vi var ved at være der, hvor vi alle var enige om at babyer ikke kan blive “forkælet” i negativ forstand.  Nogle babyer har bare brug for mere tryghed og at have mor eller far tæt på. Eller også får de brug for det i perioder og sådan er det altså bare at være baby. jeg kan gå med til, at folk sagde det hvis jeg nu bar rundt på Oli som er 3 år. Men lad vær’ med at sige det til mig, når jeg bærer rundt på en baby som ikke engang kan gå.

Du må ikke amme baby i søvn: Noget jeg også har fået at vide en gang eller to. ‘For så lærer han ikke at falde i søvn af sig selv, andre kan ikke putte ham og hvad gør jeg så, den dag jeg stopper med at amme?? ‘ Det er jo i bund og grund også rigtigt nok.  Sagen er bare den, at det alligevel er mig der putter ham 95 % af gangene. Og det er mig der er oppe og amme ham 100 % af gangene om natten. Derfor vil jeg til hver en tid vælge en baby der falder i søvn ved brystet i løbet af natten, over en baby der kan puttes af andre.

Baby skal sove i egen seng: Det er nok helt naturligt, at man på et tidspunkt ønsker at få baby ud af soveværelset og ind på sit eget værelse. Og hvis det er sådan man har det, så skal baby jo bare afsted. Men det skal ikke være fordi, at det er det normale at gøre. Hvis jeg skulle vælge mellem at have baby med i sengen og få søvn om natten, mod baby i egen seng med tyve opvågninger, så ved jeg godt hvad jeg ville vælge. Hvilket også er grunden til, at Lukas og jeg ligger i ske hver eneste nat.

 

Fik du læst:

Forskellen på at være 1. og 2.gangs mor

Hvad jeg gerne ville have vidst som førstegangsmor

Følg med på instagram

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mors dag, valentines day og andre ligegyldige “højtider”