Babyudstyr man ikke kan leve uden til baby nr. 2

Det findes utallige lister med babyudstyr og babyting, som man absolut skal have før man får en baby. Det kan være rigtig svært at finde ud af hvad man reelt har brug for, og hvad der bare er spild af penge. Især fordi, at mange af disse lister kommer fra forhandlere som tilfældigvis, sælger de produkter man ikke kan leve uden.
Da jeg var gravid med Oliver, var jeg i 7 sind over hvad jeg skulle købe. Det var mit første barn og jeg ANEDE ikke, hvad jeg havde brug for til sådan en lille fyr. (Udover seng, barnevogn og puslebord selvfølgelig) Da jeg så blev gravid med Lukas, troede jeg at jeg ville slippe for det hurlumhej. Nu havde jeg jo prøvet én baby og vidste derfor, lige præcis hvad jeg skulle bruge og hvad jeg kunne undvære. Lige indtil det gik op for mig, at det jo slet ikke var det samme. Nu ville jeg jo pludselig have 2 børn! Og hvad havde jeg så brug for? Skulle jeg ud og købe en søskende vogn?? Hvor skulle jeg lægge baby? Der var pludselig tusinde nye spørgsmål der kom frem.
Derfor har jeg prøvet at lave en liste med et par ting, som jeg ikke har kunne leve uden til baby nr. 2. Der er selvfølgelig stor forskel fra baby til baby og sikkert også familie til familie. Men det kan alligevel være, at I kan bruge det til noget. Så her kommer den:
Ståbræt vs. søskende vogn: Jeg har brugt mange vågne nætter på at overveje, om jeg havde brug for en søskende vogn, eller om et ståbræt til barnevognen ville være rigeligt. Jeg endte med at nøjes med ståbræts-modellen, og det er jeg virkelig glad for. Jeg bruger ståbrættet hver morgen når Oliver skal afleveres i vuggestue, og hvis han bliver træt i benene når vi er ude og gå. Oliver fylder 3 lige om lidt, og det er ikke særlig tit at vi bruger klapvogn til ham længere og jeg har endnu ikke haft behov for, at have dem begge i vogn samtidig. Jeg vil dog sige, at hvis storebror/søster er yngre og ofte bruger klapvogn, så tror jeg søskendevogn er en genial ide. Så kan man putte dem til lur samtidig og komme omkring med begge børn.
Jeg overvejede også, slet ikke at købe et ståbræt – men det vil jeg BESTEMT ikke anbefale. I hvert fald ikke, hvis man har et barn der er lige så fyldt med omveje og dårlige undskyldninger som Oliver er. For så kommer man da aldrig nogen steder.
Skråstole: Jeg har et helt andet behov for at have steder jeg kan placere Lukas, end jeg havde med Oliver. Nu er det ikke rigtig længere en mulighed at have ham på armen hele tiden, når jeg også skal kunne tage mig af Oli. Og selvom Lukas er god til at ligge og lege på sit legetæppe, er der også grænser for hvor længe han gider det. Derfor har jeg både en stråstol til hans triptrap stol så han kan være med når vi spiser, og så en “gynge stol” jeg kan sætte ham i, når jeg for eksempel leger med Oliver. Så kan kan sidde op og være lidt med, uden at jeg sidder med ham i armene. Da han var helt lille brugte jeg rigtig meget hans nest, så han lå lidt i “sikkerhed” for Oli når han lå i sofaen. Ikke fordi han gjorde ham noget, men en lille baby i en dyne kan jo være nem at overse når man hopper rundt i sofaen.
Vikle/bæresele: Lidt ligesom skrevet ovenover, er der bare flere tidspunkter jeg har brug for at have begge mine arme fri denne gang. Jeg havde også en bæresele til Oliver, men brugte den faktisk kun når vi var på ferie. Denne gang har jeg også lånt en vikle af min søster, som jeg absolut ikke kunne klare mig uden. Jeg bruger den især når jeg er alene med begge børn og når Lukas er lidt aften-pylret. Den er også genial hvis man gerne lige vil svinge støvsugeren eller få ordnet noget andet i huset.
Babyalarm: Jeg havde ikke nogen babyalarm til Oliver, men jeg bruger det godt nok meget nu. Især i de her uger hvor jeg har dem begge hjemme, er det vigtigt at Lukas sover så langt væk fra Olis larm som muligt, så han ikke hele tiden bliver vækket. Og så er det genialt bare at kunne have alarm på ham, i stedet for at rende og tjekke til ham hele tiden.
Ipad: Det kan måske ikke betegnes som babyudstyr, men det har været en af de bedste investeringer vi har gjort os til Oliver, efter han blev storebror. Det er ikke fordi, at han bare sidder med den hele tiden eller må bruge den lige når han har lyst. Men det er genialt hvis Lukas er ked af det, eller har brug for min fulde fokus og Oliver lige skal kunne passe sig selv lidt. Derudover er det en nem mulighed for, at sidde og hygge med Oliver med et eller andet spil, mens jeg samtidig kan amme Lukas.
Det er jo ikke særlig mange nye ting, jeg har været ude og investere i. I hvert fald ikke af de store dyre ting (for en del tøj er der da blevet shoppet) Det hjælper selvfølgelig også at de begge er drenge, og jeg derfor kan genbruge næsten det hele.
Er der noget du ikke har kunne undvære til baby nr. 2 eller 3? Så smid en kommentar!
Fik du læst:
Det værste min kæreste har sagt til mig, mens jeg var på barsel
Forskellen på 1. og 2. gang man får en baby
Ingen kommentarer endnu