Om at være tilfreds med sin krop, og så pludselig ikke være det alligevel

Vi tog jo 3 uger til Bali da Lukas var blot 1 måned gammel, og jeg havde på forhånd bekymret mig rigtig meget om, hvordan jeg ville have det med at skulle rende rundt i sommertøj og bikini kun 4 uger efter fødslen.
Overraskende nok, følte jeg mig rigtig godt tilpas og glad for min krop. Jeg havde ingen problemer  med kun at have bikini på, og jeg synes mit tøj sad flot! Jeg kunne da godt se jeg havde lidt ekstra på lårene og at min mave var mere blød og rund, men jeg synes alt var glimrende taget betragtning af, at jeg jo havde født kun 4 uger før.

Nu er der gået 3 måneder siden Lukas fødsel og selvom der er røget et par kilo mere siden Bali, sidder jeg med en helt anden følelse om min krop.

Det er primært min mave jeg er træt af. Jeg er træt af, at der kommer håndtag i siderne når jeg har noget stramt på. Jeg er træt af, at man altid kan ane topmaven under mit tøj, ligegyldigt hvad jeg har på. Og jeg er mest af alt bare træt af, at jeg skal kæmpe for at få min krop tilbage igen.

Jeg ved godt, at man ikke bare kan sidde i sin sofa og spise chips og så forvente, at kiloene rasler af.  Og jeg er med på, at det sikkert er en utaknemlig holdning jeg har. Men det irriterer mig, at min krop var (tæt på) lige som jeg gerne ville have den før jeg blev gravid – og at den ikke bare går tilbage til det igen af sig selv. Det irriterer mig at jeg skal lægge min kost om, tænke over hvad jeg spiser og jeg ved ikke hvad, for bare at komme tilbage til mit udgangspunkt. Og selvom det måske er en latterlig holdning, så er det altså lidt den følelse jeg sidder med. At jeg endnu engang skal starte forfra.

Det irriterer mig også, at jeg stadig føler mig begrænset af mit kejsersnit. Udover at være i afsindig dårlig form har jeg ingen mavemuskler tilbage og der skal ikke særlig meget til, før jeg føler mig helt udmattet.
Jeg sørger for at komme ud og gå lange ture med barnevognen hver dag og jeg træner også med Lukas hjemme. Men der skal godt nok ikke meget til, før jeg ikke kan mere. Og det virkelig også øv.

Jeg er helt med på, at det hele er en proces og at man ikke bare er top tunet på 2 sekunder. Ens krop har været igennem en kæmpe forandring, mange ekstra kilo, en stor operation og bla bla bla. Rationelt set, ved jeg godt at det går fremad, men langsomt. Og at sådan er det.
Men det ændrer altså ikke på mine følelser. Min følelse af, at jeg gerne vil tilbage i mine bukser uden de strammer. Ikke at skulle overveje alt tøj ud fra, hvordan det sætter sig om maven og mest af alt, træt af ikke bare at kunne se ud som jeg “plejer”.

Andre der kan genkende disse følelser?

Fik du læst:

Når man føler sig forkert og alene

Forskellen på 1. Og 2. Gang man får en baby

Følg med på Instagram