Når man føler sig forkert og alene med sine tanker om fødslen

For ikke så længe siden lavede jeg et indlæg (Hvorfor er et kejsersnit ikke en fødsel?), som egentlig primært var en undskyldning for en lidt uheldig formulering. Men efter at have skrevet indlægget har jeg modtaget beskeder fra flere dejlige mødre som, inspireret af indlægget, har delt deres tanker med mig.

Det er på det sidste gået op for mig, at der sidder rigtig mange – især som har fået kejsersnit, (eller også er det bare kun dem jeg har skrevet med) som har svære tanker forbundet med fødslen af deres barn. Som enten føler at de er blevet snydt for en stor oplevelse, at DE på en eller anden mærkelig måde har snydt eller har “sprunget over hvor gærdet var lavest”, eller noget helt andet der gør, at det er svært for dem at snakke med når snakken falder på fødsler. Og det er jo enormt synd og ærgerligt!
Fælles ved de beskeder jeg har modtaget er, at de alle føler sig lidt alene med deres tanker og følelser og at de måske også skammer sig lidt over at have det sådan.

Men jeg ved at de ikke er alene og jeg ved, at der er mange der sidder med de samme følelser. Jeg ved også, at hvis der er noget man er ked af eller tumler med, så hjælper det ofte at høre, at man ikke er alene med de følelser. Derfor har jeg samlet et par seje mødres beretninger her. Så vi kan få nogle af disse historier ud og ikke bare sidde med følelserne alene❤

Første beretning:

Det værste jeg ved er, når vi er en flok mødre samlet og snakken lander på fødsler. For eksempel i mødregruppen. De andre fortæller detaljeret og dramatisk hvordan de troede de skulle dø af veerne, eller hvordan de skældte deres mænd ud, eller værst, når de fortæller om den vilde følelse det var, da baby kom op til dem og det hele bare gav mening. Jeg siger aldrig rigtig noget i disse sammehænge, for jeg har ikke sådan en historie at dele. Min dreng blev født ved planlagt kejsersnit, fordi han lå forkert. Hele min graviditet havde jeg drømt om at skulle føde ham naturligt og det var et KÆMPE nederlag da jeg fik at vide, at det ikke ville kunne lade sig gøre. Jeg græd i flere dage. Min mand og veninder kunne ikke helt forstå hvorfor jeg blev så påvirket af det fordi “Det vigtigste jo er at baby kommer ud sund og rask.” Og det var jo ikke fordi, at jeg var uenig med dem. Jeg ønskede bare så brændende, at føde mit eget barn. Jeg håbede at disse følelser ville forsvinde når først han var kommet til verden, men det er desværre ikke sagen. Jeg elsker ham overalt på jorden men jeg kan få næsten ondt i maven, når jeg tænker på måden han blev født på. Faktisk føler jeg slet ikke at han blev “født”. Jeg føler bare, at han er blevet pillet ud af min mave uden at jeg har gjort noget som helst selv. Jeg var gravid og så bum, så havde jeg en baby. Helt planlagt og aftalt.

Det sværeste er, at det virkelig er svært at tale med nogen om det. Jeg bliver altid mødt med sætninger som: “Selvfølgelig er et kejsesnit også en fødsel!” og “Det er da lige meget hvordan han er kommet til verden!” og jeg ved godt, at de sætninger kommer af kærlighed og for at hjælpe mig. Men de gør nærmere det modsatte. Jeg kommer næsten til at skamme mig endnu mere over, at han er kommet til verden ved kejsersnit.

Anden beretning:

Min fødsel endte i akut kejsersnit efter flere dage med igangsættelse. Først fik jeg piller for at sætte det igang, uden der sådan rigtig skete noget. Så fik jeg taget vandet og til sidst blev jeg spændt op med ve-drop. Det var det første “nederlag.”  At min krop ikke engang kunne finde ud af, at gå i fødsel af sig selv. Jeg havde gået til fødselsforberedelse med min kæreste og følte mig virkelig klar til denne oplevelse. Jeg drømte om at føde i vand og om selv at tage imod baby. Jeg havde set flere videoer af det, og synes det virkede som det vildeste og smukkeste at opleve. Men den drøm blev lidt taget fra mig, da jeg pludselig skulle være spændt fast til det ene og det andet for at holde øje med baby og stimulere mine veer. Derudover fik jeg voldsom ve-storm af ve-droppet, og det fik mig både til at kaste op og helt miste kontrollen. Jeg kunne ikke bruge noget af det jeg havde øvet og glædet mig til at prøve. Faktisk husker jeg næsten ikke de her timer med veer fordi jeg havde det så skidt. Til sidst fik jeg en epiduralblokade, hvilket jeg bare slet ikke havde troet jeg skulle have. Jeg havde virkelig håbet på at jeg kunne klare det “selv” På trods af alt dette, endte jeg alligevel med at få kejsersnit. Det var det næste store nederlag. At jeg hverken kunne få veer af mig selv, ELLER var i stand til at føde. Rationelt ved jeg jo godt at det ikke er sådan, men jeg kan ikke fjerne følelsen af, at jeg ikke kunne finde ud af den ene ting en kvinde skal kunne. Nemlig at føde et barn..

 

Har du nogle tanker om dit fødselsforløb du føler dig forkert eller alene med? Eller har du en historie du gerne vil dele? Så skriv dem gerne i en kommentar. (Du kan bare være anonym) Så vi kan samle endnu flere af disse tanker og vise -at ingen er alene om dem ❤

 

Fik du læst:

Hvorfor er et kejsersnit ikke en fødsel?

Ting ingen havde fortalt jer om tiden efter..

Følg med på instagram

eller på facebook