For ikke så længe siden lavede jeg et indlæg (Hvorfor er et kejsersnit ikke en fødsel?), som egentlig primært var en undskyldning for en lidt uheldig formulering. Men efter at have skrevet indlægget har jeg modtaget beskeder fra flere dejlige mødre som, inspireret af indlægget, har delt deres tanker med mig. Det er på det sidste gået op for mig, at der sidder rigtig mange – især som har fået kejsersnit, (eller også er det bare kun dem jeg har skrevet med) som har svære tanker forbundet med fødslen af deres barn. Som enten føler at de er blevet snydt for en stor oplevelse, at DE på en eller anden mærkelig måde har snydt eller har “sprunget over hvor gærdet var...

1. Gang: “Æææhm. Hvordan pokker får man brystet ind i babys mund?? Og hvorfor har baby egentlig ikke bedre styr på hvordan man gør det selv? Burde sådan noget ikke komme naturligt? Kaan du lige hjælpe mig igen sygeplejerske??” 2. Gang: Ammer med den ene arm mens den anden spiser chokolademousse i hospitalssengen.. 1. Gang: Man vågner bare stille og roligt og bliver liggende i sengen og pludrer med baby. Måske lige snupper en lur mere inden det er tid til at stå op. 2. Gang: Hvisker panisk til storebror kl. 05:40: “Vær’ stille! Ikke vække lillebror! Hvorefter man et kvarter efter sidder i stuen med 2 helt vågne børn..” 1. Gang: “Om mandagen går vi til babysvømning, så er der mødregruppe tirsdag og...

Forleden var der en sød pige der skrev til mig at hun og flere andre syntes at jeg, på baggrund af dette indlæg, var med til at omtale kejsersnit som noget der ikke “tæller” som en fødsel. Altså, at man ikke kan kalde et kejsersnit for en fødsel. Og det blev jeg selvfølgelig enormt ramt af, da det absolut ikke har været min mening. Jeg kan dog sagtens se hendes pointe i forhold til mit valg af overskrift og jeg kan kun sige, at det absolut aldrig har været min mening at give nogen der har født ved kejsersnit en øv-følelse i maven, fordi de føler at jeg ikke synes deres fødsel er en ægte fødsel. Hvis den sætning giver mening😅...

I er simpelthen så møg søde at spørge indtil, hvordan det går med vores afleveringer, og om jeg stadig sidder og græder ude i bilen. Så nu vil jeg lige komme med en update på det hele og på, hvordan det står til.  Også fordi at der er flere af jer der har skrevet, at I står i samme situation. Så kan det måske hjælpe at læse at det kan gå den anden vej igen. Efter 3 ugers ferie, efterfuldt af lidt sygdom og et par fridage, havde Oli stort set ikke været i vuggestue i over en måned. Og jeg tror måske, at det var det der var problemet. En mandag morgen efter alt dette, græd han helt vildt...

Okay, næsten 3-årige. For Oli er jo stadig kun 2 år og 9 måneder, men det klinger ikke så godt som overskrift. I hvert fald, så er Oli nået den alder som jeg har frygtet lidt. Der hvor der begynder at komme fokus på bryster, tissemænd og tissekoner. Heldigvis ikke på den der teenagermåde, men bare på den helt uskyldige børnemåde. Men det er alligevel et emne der kan gøre de fleste voksne lidt halv-akavede. Eller er det bare mig? Det første problem er, at jeg jo ikke er en dreng og derfor overhovedet ikke har styr på, hvad man gør og ikke gør med sådan en tissemand. (Her kunne man godt lave en masse klamme jokes men det vil...