Hvor er der en voksen?

Lidt om pressede pædagoger og om, at have ondt i maven når man afleverer sit barn..

Jeg har aldrig været i tvivl om, at Oliver skulle i vuggestue. Jeg holder fast i troen om, at børn har godt af at være sammen med andre børn og ikke bare sidde hjemme hos mor og far dag ud og dag ind. Og så selvfølgelig fordi, at vores hverdag bare ikke er til, at en af os går hjemme. Oliver skal også i børnehave og videre i skole og jeg tror på, at man bare “skubber” problemerne ved at beholde børnene hjemme til skolestart. Det betyder ikke, at jeg ikke fuldt ud respekterer dem der beholder børnene hjemme længe – det er bare ikke vores ønske. 

Jeg er også rigtig glad for Olivers vuggestue og har stort set kun pæne ting at sige, når den kommer på tale.

Alligevel er den seneste “Hvorerderenvoksen.dk kampagne begyndt at snige sig ind på mig og jeg kan mærke, at jeg tænker mere og mere over, om hvordan dagligdagen i vuggestuen er uden om Family billederne og når vi forældre er gået. Der er især 2 situationer  som jeg ikke rigtig kan slippe. De giver mig faktisk en smule ondt i maven.

Den første er et par måneder tilbage, men jeg husker den tydeligt. Jeg har jo skiftende arbejdstider og er derfor nogle gange så heldig, at kunne vente med at aflevere Oli til ved 10 tiden. Da jeg kommer ind på stuen er den ene af de 2 pædagoger ude i køkkenet med “kl. 9 maden” og den anden er alene på stuen med alle børnene. Og det er KAOS. I midten sidder en baby i en barnevogn og skriger, mens pædagogen prøver at hjælpe en dreng ned af en stol. Imens tisser en  pige på gulvet i rummet ved siden af – og 2 andre drenge syntes det er det sjoveste at hoppe i.

Alt det her sker i løbet af de 10 sekunder jeg kommer ind og jeg ved slet ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv.  Da pædagogen  ser mig råååber hun af lungernes fulde kraft på køkkenpædagogen, fordi hun tydeligvis er max presset. Køkkenpædagogen hører det dog ikke lige, og der er ikke nogle der kommer hende til undsætning. Hun prøver at smile overskudsagtigt til mig og spørg “om hun skal Oliver” som stadig sidder på min arm. 

Det takker jeg pænt nej til og siger, at jeg sagtnes lige kan blive til hun har fået styr på sagerne. Taknemligt går hun igang med hele tisse-situationen og jeg selv, noget ude af min comfortzone, får trøstet babyen i barnevognen. Kort efter kommer den anden pædagog ind, der kommer ro på det hele og jeg smutter afsted, helt forvirret over det der lige var sket. 

Den anden situation er fra denne uge og igen, da jeg skulle aflevere lidt senere end normalt. Lige op ad Olivers stue ligger puslepladsen, hvor jeg kan høre en pædagog er ved at skifte ble. Døren indtil stuen står åben med en stol i klemme hvilket først undrer mig, indtil det går op for mig at det er fordi, at der ikke er nogle pædagoger inde på stuen. Den eneste der er der, er hende der PT er ude og skifte ble. Der er kun et par få børn på stuen og hun er jo i rummet næsten lige ved siden af. Men jeg synes alligevel, at det var en lille smule ubehageligt. For hvad hvis en var faldet og slået sig slemt? Og hun så havde stået der med et barn midt i skiftning? Så er det altså ikke helt nemt at løbe nogen til undsætning! 

Det her er jo absolut intet ondt imod pædagogerne. Jeg er slet ikke i tvivl om, at de gør alt hvad de kan med det de har. 

Men det der er begyndt at nage mig er, at de jo nok er for pressede nogle gange. Det må i hvert fald ikke være sådan, at situationer som disse er dagligdag. Og det ved jeg ikke om de her, eftersom at jeg ikke er i vuggestuen i løbet af dagen. Jeg har bare taget mig selv at tænke: “godt Oliver ikke var i vuggestuen der” et par gange. Og den slags tanker skal man jo helst ikke have. 

Og jeg ved bare, at jeg i forvejen kan have en smule dårlig samvittighed over, at efterlade Oliver i institution mange timer i træk og at situationer som disse, helt klart ikke gør det bedre. Når nu ens barn bruger så mange timer dernede, ønsker man jo som forældre, at der er ro og tryghed og børnene får den opmærksomhed de skal bruge. Og det er simpelthen det jeg er blevet i tvivl om de får. 

Hvad er dit syn på sagen?

Fik du læst:

Er jeg den eneste mor der..

klamme ting man gør som forældre

Og så følg gerne med på Instagram Lige her