Vi kan vidst alle godt blive enige om, at en fødsel ikke er et tidspunkt hvor man kan være specielt blufærdig. Lige meget hvordan man vender og drejer situationen, skal baby ud forneden – og medmindre man føder alene bag en busk, er det altså en situation hvor der vil være andre til stede. Før min egen fødsel, var det der stressede mig mest ikke tankerne om hvor ondt det ville gøre, men mere hvad min kæreste ville få at se. Det virker i bagklogskabens lys lidt åndsvagt, men det var nu engang det jeg gjorde. Jeg kunne ikke lide tanken om, at være ude af kontrol og ”bare lade kroppen gøre sit arbejde”, som de så fint snakkede om...

1. At morgenkvalme overhovedet ikke er morgenkvalme. Men også eftermiddagskvalme. og natkvalme. 2. At man pludselig er mere bumset end en teenager på både ryggen og i ansigtet pga. de dumme hormoner der strømmer rundt i kroppen. 3. At man skal holde sig væk fra alt der er bare en lille smule sørgeligt. Især hvis det har med enten børn eller dyr at gøre. Ellers ender man med at sidde grædende på sofaen og donere alle sine penge til dyrenes beskyttelse. 4. At der på ens fine runde mave, ikke pludselig bare er en lang sort streg, men også lange hår! 5. At man sveder som en GAL! Op ad 5 trappetrin og så står man forpustet og svedende og forbander, at man er skiftet over...

”Jeg vil ikke!! Jeg kan ikke!” hulker jeg igen og igen til den søde jordemoder og hendes studerende imens min kæreste hjælpeløst ser på. ”jo du kan skat” prøver han forsigtigt, hvilket bare udløser et endnu højere hulk efterfulgt af ”Neeeeeej”. Det er nu ca. 36 timer siden jeg havde min første ve, og al glæden og forventningen er blevet erstattet af en dyb frygt for, at det jeg har i gang i er umuligt. Der er ingen jordisk chance for, at det barn kan komme ud den vej og tydeligvis nægter alle her at give mig det kejsersnit jeg skriger efter. Fødslen startede ud med veer i næsten 12 timer hjemme hos os selv. Bevares, i starten var de...