Lidt om den brystforstørrende operation og dagene efter – ballinogbaby
Jeg har købt nye bryster!

Lidt om den brystforstørrende operation og dagene efter


Før min operation var jeg en smule i tvivl om, hvor meget jeg havde lyst til at dele ud om det. Om det var noget jeg bare lige ville holde hos mine tætte venner og familie, eller noget jeg ville råbe vidt og bredt om.  Havde det været før jeg fik børn, tror jeg at jeg havde holdt det så hemmeligt som muligt, fordi  “Jeg skal have lavet bryster” godt kan blive et lidt akavet samtaleemne.

Men efter 2 graviditeter, et par fødsler, og uendelige timer med amning, er det som om det filter med hvad der er akavet er forsvundet lidt. Jeg føler at jeg har haft mine bryster fremme foran alle jeg kender, og jeg har bestemt ikke holdt mig tilbage med at fortælle historier om ømme brystvorter, mælk der sprøjter udover det hele, eller hvad man ellers har fornøjelsen af. Så at fortælle at de kære bryster nu skulle have en lille opgradering virkede ikke særlig akavet.

Og jeg er rigtig glad for at jeg gjorde det. For her de sidste par dage har min indbakke været proppet med beskeder fra alle mulige søde kvinder som enten har fået det lavet, drømmer om at få det eller er i tvivl.  Og jeg har lovet op til flere af jer et lidt mere detaljeret skriv over mit forløb. Så her kommer det.

Jeg skulle opereres søndag eftermiddag. På grund af Corona restriktionerne måtte min mand ikke komme med ind på klinikken og jeg blev derfor bare sat af ved døren. Det var en smule nervepirrende at være helt på egen hånd, men nervøsiteten gik faktisk hurtig over. Jeg blev mødt af de sødeste og mest hjælpsomme sygeplejersker og blev ført direkte ind på opvågningsstuen. Her fik jeg lækre støttestrømper og hår-net på, og blev så ellers sat til at vente. Det var en smule angstprovokerende at ligge bag forhænget og lytte til sygeplejersken tale med dem der lå til opvågning. I sengen ved siden af mig lå en pige som hulkede over hvor ondt det gjorde, og som hele tiden bad om mere smertestillende. På den modsatte side lå en pige som åbenbart var i fuld gang med at tage billeder af sine nye bryster – for jeg hørte flere gange sygeplejersken opfordre hende til IKKE at lægge noget op nogle steder når hun stadig var så påvirket af medicinen, fordi hun måske ville fortryde det efter.

Efter at jeg havde ventet en times tid kom jeg ind til kirurgen som tegnede på mig og gennemgik operationen med mig. Efter ham kom narkoselægen og gav mig en beskrivelse af hvad det indebar, og så blev jeg vist ind på operationsstuen.

Jeg er kun blevet opereret en enkelt gang før, og det var da jeg fik kejsersnit. Det er måske ikke helt fair at sammenligne de to, da kejsersnittet selvfølgelig var under lidt andre forhold og at jeg der allerede var i voldsom smerte inden jeg kom ind på operationsstuen. Men jeg blev alligevel virkelig overrasket over, hvor stor en forskel der var.

Da jeg kom ind på operationstuen under fødslen, blev jeg virkelig forskrækket. Rummet var fyldt med mennesker i kitler, der var voldsomt skarpt lys og jeg lå bare der uden tøj på. Det var virkelig ubehageligt. De kunne ikke lægge bedøvelsen ordenligt og måtte prøve over flere omgange. Jeg kunne pludselig ikke få vejret, men følte ikke at nogen lyttede til mig eller tog mig seriøs før jeg også begyndte at kaste op.
Ved denne her operation var alt så stille, roligt og behageligt. Jeg kom ind på stuen, hvor 2 sygeplejersker hilste på mig og ellers bare stod og småsnakkede lidt. Jeg blev lagt under en varm og dejlig dyne med det samme, og følte mig hverken blottet eller at jeg lå på et “operationsbord”. Narkoselægen fortalte mig hvad han gjorde og pludselig sov jeg bare. Jeg husker ikke at jeg blev vækket, eller at jeg selv gik tilbage til opvågningsstuen. Jeg husker heller ikke om jeg har sagt alt muligt sindsygt til dem i min halvtbedøvede tilstand (hvilket jeg uden tvivl har) men det kan da være jeg har givet et par gode grin til dem der lå og ventede på deres tur på stuen.

Efter et par timer på opvågningsstuen måtte jeg komme hjem og Nikolaj kom og hentede mig. Vi havde gjort så drengene sov ude den første nat, så jeg lige kunne nå at hvile mig ordenligt uden at de var der.

Spørgsmålet om hvor ondt det gør, er straks lidt sværere at beskrive. Og det er mit indtryk, at folk virkelig har forskellige oplevelser af det. Jeg kan selvfølglig kun tage udgangspunkt i min egen situation men jeg vil vove den påstand, at hvis man har født et barn – enten ved kejsersnit eller vaginalt, så er det her ingenting i forhold til det man oplever efter sådan en omgang. (Og selvfølgelig absolut ingenting, i forhold til selve fødslen)  Men hvis man ikke har haft den fornøjelse, kan man selvfølgelig ikke rigtig bruge den beskrivelse til noget. Så til jer vil jeg i stedet sige, at det føles meget ligesom dengang jeg blev trampet ned af en hest. Som om jeg er blevet trykket flad og har lidt svært at trække vejret og bevæge min overkrop. Hvis den beskrivelse er nemmere at forholde sig til😅

Men selvom jeg kun kan tale på mine egne vegne vil jeg da gerne prøve at beskrive hvordan dagene har været for mig indtil videre:

Dag 0: Dagen jeg kom hjem havde jeg naturligvis virkelig ondt. Jeg sad i sofaen og kunne ikke rigtig bevæge mig særlig meget uden at det gjorde ondt. Natten var lort og jeg havde virkelig svært ved at finde en ordentlig stilling at sove i, eftersom jeg skulle have overkroppen hævet og kun måtte lægge på ryggen.

Dag 1: Dag 1 var til gengæld god! Jeg havde kun moderate smerter når jeg sad stille, og jeg kunne endda komme lidt ud og gå, så resten af min krop ikke også gjorde ondt af bare at være i den samme stilling.  Jeg havde besøg af min veninde og kunne sidde helt normalt ved bordet og drikke kaffe. Jeg kunne dog tydeligt mærke mine kræfter var helt brugt op efter drengene havde været hjemme nogle timer. Selvom jeg passede på kom jeg bare hele tiden til at gøre lige lidt for meget eller lave en dum bevægelse og jeg sluttede dagen med rigtig ondt.

Dag 2: Dag 2 var lort! Jeg vågnede med sindsygt mange smerter og endte med at tage noget af det lidt stærkere medicin jeg havde fået med hjem. Det endte ud i at jeg både havde virkelig ondt, men også kastede op og følte mig svimmel. Altså bare en helt elendig dag hvor jeg lå i sengen hele dagen.

Dag 3+4: De sidste 2 dage har været meget det samme. Så længe jeg sidder ned og holder armene i ro kan jeg stort set ikke mærke det. Jeg tager selvfølglig stadig smertestillende, men den kontante smerte og trykken for brystet er aftagende. Til gengæld får jeg lynhurtigt ondt hvis jeg lige tror jeg kan noget som kræver at jeg bruger mine brystmuskler. Lukke et par bukser for eksempel 😅
Den store udfordring er helt klart når drengene er hjemme. For der passer jeg ikke ordenligt på mig selv. Jeg har svært ved at trække mig fra dem og bare gå ind i soveværelset, fordi jeg savner dem. Og så tænker jeg “jamen jeg kan jo godt liiige”. Hvilket jeg ikke rigtig kan. Så det skal jeg lige prøve at blive lidt bedre til at huske..

fik du læst:

Jeg har købt nye bryster!

7 ting jeg ikke vidste om at få kejsersnit

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg har købt nye bryster!