Undskyld – må jeg lige snakke med din chef? – ballinogbaby
Hvad med, at folk passede deres egen Corona-butik?

Undskyld – må jeg lige snakke med din chef?


I anledningen af kvindernes kampdag fik jeg lyst til at skrive et lille indlæg om det at være (ung) kvinde og chef. Pt arbejder jeg jo som butikschef i en 7-eleven og før det, arbejdede jeg som restaurantchef på McDonald’s.

 Det er begge steder hvor man kan opnå ret meget ansvar, som relativ ung. Og begge er steder hvor jeg dagligt er blevet bedt om: “lige at hente min chef”.

Hvis jeg er på arbejde med en mandlig ansat kan jeg være helt sikker på, at det er ham folk henvender sig til hvis de har nogle spørgsmål. Jeg har sågar prøvet at en ældre herre RÅBTE over mig til min 18-årige, nyansatte medarbejder, om han ikke lige kunne komme og hjælpe mig med at få kassen til at virke. Fordi han åbenbart nægtede at tro på, at det jeg sagde nu også kunne være rigtigt.

Som et andet eksempel havde jeg tidligere i dag en teknikker ude, som jeg selv havde ringet til og lavet aftalen med. Alligevel var det første han sagde da han kom: “Har du din chef i nærheden?” Og da han kørte valgte han, på trods af at jeg én gang havde fortalt ham at jeg var butikschefen og at det var mig han skulle snakke med, lige at bede mig om at give beskeden videre til min chef.

Det gør det bestemt ikke bedre, at min nuværende souschef er en mand på 63 år. Når vi er på arbejde sammen kan jeg glemme alt om, at være den folk henvender sig til. Om det så bare er, fordi de ikke kan finde ud af at få benzin på deres bil. De bliver nærmest helt chokeret når jeg giver udtryk for, at jeg også sagtens kan hjælpe dem. 

Den sidste måned har min skønne souschef dog været sygemeldt og har derfor ikke været i butikken. Det har gjort at jeg har fået flere kommentarer fra både stamkunder, og dem der leverer varer til os i stil med: At det må være sjovt for mig at få lov at prøve at bestemme lidt selv”. Jeg er nået der til, hvor jeg ikke rigtig orker at rette dem, men bare smiler og giver dem ret. Efter at have fortalt den samme Carlsberg chauffør 3 gange, at jeg altså er butikschefen, og stadig har ham mistænkt for bare at tro jeg laver sjov med ham, har jeg opgivet. 

Jeg ved ikke om det er fordi det er en tankstation at folk ikke regner med at en kvinde ved noget som helst. Og jeg skal da også være helt ærlig og sige, at jeg inden jeg startede da heller ikke vidste meget om at vaske bil eller fylde luft i dæk. Men det pisser mig alligevel lidt af, hele tiden at blive regnet for at være en “dum pige” der arbejder bag kassen, når det i virkeligheden er mig der styrer hele biksen..

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

Hvad med, at folk passede deres egen Corona-butik?