Det klaustrofobiske ved at have en baby – ballinogbaby
Gode råd til, når dit barn skal være storesøster eller storebror

Det klaustrofobiske ved at have en baby


Nu må I ikke misforstå mig. Jeg elsker at have en lille baby igen og jeg nyder virkelig denne her tid. Jeg elsker vores barselsdage og at det er mig som får det hele med. Jeg elsker at jeg er hans største tryghed og yndlingsperson og alt det som Mor-rollen indebærer. Men af og til, så synes jeg også det kan være lidt klaustrofobisk at være på barsel med en baby.

Det kan være i helt almindelige hverdags-situationer som i dag. Når der er ting jeg skal have nået, (oprydning inden rengøring, tøjvask og pakning til sommerhus) men hvor det bare bliver tæt på umuligt at få klaret, fordi Lukas straks kravler klynkende hen og vil tages op og jeg derfor har en (11 kilos) baby på armen det meste af dagen. Det kan være enormt frusterende ikke at kunne regne med noget og at alt afhænger af lure og Lukas humør.
Det er det samme om aftenen når Lukas er puttet, og min mand og jeg sidder og ser film i sofaen. Når Lukas vågner, er det mig der må løbe ind til ham hver gang, for det er kun brystet der duer. Hvis han vågner konstant må jeg til sidst gå med i seng, for ellers sover han ikke. Det er ikke en stor ting, men nogle gange har man altså bare brug for at ligge på sofaen og slappe af – og at kunne regne med at det kan lade sig gøre.

Da han var helt lille havde jeg intet imod, at han var så afhængig af mig. Jeg havde alligevel ikke lyst til at være nogle andre steder end lige ved siden af ham. Men her på det sidste, er det bare begyndt at ændre sig lidt. Jeg savner at have tid for mig selv, uden børn. Jeg savner at kunne lave aftaler med veninder, bare mig og dem.

Jeg kan godt blive ramt lidt af en uretfærdighedsfølelse over, at min mand bare kan gøre som det passer ham, men at det er så svært for mig at komme bare lidt ud. Jeg kan ikke bare ringe hjem og sige: “ Jeg kommer ikke hjem før I sover” som han kan gøre, men skal derimod planlægge det nøje inden. Jeg skal aftale med min mand at han skal komme og tage over og hvis han ikke kan, så er det bare ærgerligt. Jeg skal pumpe mælk ud og regne ud hvor længe jeg forventer at være væk, så de ikke pludselig løber tør. Og ikke engang der kan jeg vide mig sikker på, at jeg ikke bliver ringet hjem igen 30 minutter efter.

Og det har absolut intet at gøre med, at min mand ikke gider tage dem eller ikke vil gøre noget for, at jeg også kan komme lidt ud. Det vil han hellere end gerne. Problemet er, at Lukas ikke er særlig glad for at undvære mig. Og da slet ikke om aftenen.

Alle vi møder og alle som kender Lukas siger, at han er den gladeste og mest smilende dreng de nogensinde har mødt. Og det er han nok også – når han altså har mig i nærheden. Så længe han er hos mig er han som oftest glad og tilfreds. Han smiler, griner og sover som en engel.  Sådan er det bare ikke altid når jeg ikke er der. Derimod kan han få de mest hysteriske skrigeflip, som først stopper, når han igen ligger ved brystet. Det gør selvfølgelig både at min mand er lidt betænkelig ved at være alene med ham i længere tid af gangen, og at jeg ikke rigtig tør planlægge at være væk fra ham om aftenen.

Jeg husker det ikke som om, at vi havde den samme udfordring med Oli. Vi var ret hurtige til at få ham passet hos bedsteforældre, så vi kunne tage ud og spise og pleje vores forhold. Det var heller ikke noget problem for min mand at være alene med Oli, så længe der bare var mad nok. Men det er bare lidt noget andet med Lukas. I dagstimerne er det heller ikke det store problem og der kan min mand sagtens have dem begge. (Selvom han da lige skal vende sig til, at have dobbelt så mange børn at holde styr på) Men når det bliver putte-tid, så vil han have mig.

Jeg ved godt, at det kun er midlertidigt. At det ændrer sig når han starter i vuggestue og jeg starter arbejde, og fordelingen herhjemme igen bliver 50/50 i forhold til børnene. Jeg ved godt, at Lukas kun er en lille baby og at alt hans tryghed, lige nu ligger i min duft, i mine bryster og i min stemme.
Men det ændrer ikke på, at det stadig kan føles uretfærdigt, når det er mig der er nød til at forlade festen og tage hjem til Lukas, i stedet for min mand. Når alle mine planer altid også omhandler mindst et barn, og min mand bare kan planlægge for sig selv. Og det er helt okay at have det sådan❤

Fik du læst:

Om at gå fra 1 til 2 børn

Når Far skal passe baby

Følg med på Instagram

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gode råd til, når dit barn skal være storesøster eller storebror