De bedste råd til bedre baby-søvn – ballinogbaby
Skønne ting børn siger

De bedste råd til bedre baby-søvn

For ikke så længe siden, skrev jeg ud og spurgte jer om gode råd, der kunne give Lukas mere ro i kroppen omkring sovetid og hjælpe ham til, at falde bedre i søvn. Der kom mange gode råd og jeg vil derfor lige dele dem her så andre evt også kan få gavn af dem❤

Tjugga: Det som jeg har modtaget flest anbefalinger på, er historierne om ‘Natbjørnen Tjugga’. Appen hedder EmilieJacobsen meditationer og udover de små historier med Tjugga er der også forskellige lydfiler der er lavet til at skabe ro. Flere af jer skriver I allerede har brugt den igennem graviditeten og har haft stor glæde af det. Andre er begyndt på dem fordi I har stået lidt i samme situation som mig – og har søgt et værktøj der kunne skabe lidt ro i den lille baby-krop. Det er også det her råd jeg har kastet mig ud i til at starte med. Jeg har ikke gjort det længe nok til at kunne sige om det virker for os, men indtil videre er jeg ret begejstret. Jeg skal stadig amme for at han falder i søvn, men de sidste par dage er han ikke blevet så rasende og skrigende hvis ikke han falder i søvn, som han før har gjort. Så har vi ligget og lyttet til historien mens jeg har nusset ham, så har jeg ammet igen og så er han faldet i søvn. Det har taget lidt lang tid at putte ham, men det har jeg egentlig ikke noget imod, så længe han ikke bare skriger.

Zoneterapi/akupressur: Der er også flere der foreslår zoneterapi som en mulighed. Enten at få en ud (som er en rimelig dyr men vidst også effektiv metode) eller selv at prøve sig lidt frem med at trykke under fødderne. Måske grunden til baby ikke kan finde ro er at han/hun er overstimuleret, har ondt i maven eller har noget andet der genere og det kan akupressur hjælpe med. Jeg er ikke selv nogen ekspert indenfor området, men jeg er før blevet anbefalet Katrine Birks videoer eller bøger, som giver en god guide i, hvor man skal trygge alt efter hvad problemet er. Det kan jo laves til en rutine sammen med lidt godnatsang eller lidt ‘Tjugga’ hvis man vil kaste sig over begge dele.

Fast aftenrutine: Det lader til at virke for mange, med en fast aftenrutine op til puttetid. For eksempel at give et bad efterfulgt af lidt baby-massage, så nattøj på og godnat sang og så putning. Både bad og babymassage kan virke beroligende for baby og så bliver de jo ofte virkelig trætte efter sådan et bad! Så det kunne bestemt også være en mulighed at gå igang med herhjemme.

Vikle: Flere af jer bruger også viklen til at skabe ro om aftenen når baby har brug for lidt ro. Det er en god måde at have baby tæt på sig, uden at skulle sidde helt lammet i sofaen. Det gør det også muligt at skærme baby for en masse indtryk, hvis han/hun er blevet lidt for stimuleret. Det er muligt for både Mor og Far at have viklen på og man kan (måske) snige baby ned i seng hvis han/hun er faldet i søvn.

Ingen skærm ved putte-tid: Der var en enkelt der skrev det her til mig, men det giver så meget mening! Jeg er virkelig slem til, når vi ligger inde i soveværelset i mørket og jeg venter på at han sover, så finder jeg lige min telefon frem. ikke fordi jeg skal noget vigtigt med den men fordi, at jeg “jo bare lige skal se noget!” Og så lyser den ellers værelset op og fanger Lukas opmærksomhed. Så dumt. Det er jo faktisk heller ikke særlig nærværende eller hyggeligt, at Mor bare ligger der og glo på sin telefon. Så det er jeg stoppet med!

Håber I kunne bruge nogle af rådene til noget!

 

Fik du læst:

Alt det man burde gøre med baby

De værste råd jeg har fået

Følg med på instagram

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

Skønne ting børn siger