Status på kejsersnittet – ballinogbaby
Oliver du knuser mit hjerte

Status på kejsersnittet


Nu har jeg jo skrevet lidt om, hvordan det går med Lukas her efter 2 måneder, men jeg ville også komme med en lille status på kejsersnittet (eller arret hedder det nok nærmere), her 2 måneder efter operationen. Det jeg frygtede mest omkring at få et kejsersnit var tiden efter og hvordan processen med at hele ville komme til at gå. Jeg synes det var rigtig svært at finde noget om det på nettet, som ikke var spørgsmål på heste-nettet eller træningsvideoer, men bare noget sådan helt lavpraktisk. Så det er mit forsøg med dette skriv.

Som jeg har nævnt før, synes jeg de første uger var hårde. Især den første. Selvom jeg jo et eller andet sted godt vidste at det var smertefuldt at komme sig ovenpå en operation, var jeg overrasket over hvor ondt jeg havde. Det var ikke så slemt på hospitalet, for der havde jeg læger der kunne komme med morfinpiller og en seng der kunne hæve og sænke sig. Men det var svært at komme hjem. Jeg synes det var svært at komme ind og ud af sengen uden det gjorde ondt og jeg fik hele tiden lavet bevægelser hvor jeg normalt ville bruge mine mavemuskler, men som i det her tilfælde, i stedet føltes som en kniv lige ned i arret! Der skulle ikke meget til at jeg mistede tålmodigheden og jeg havde et par tudeture, fordi jeg ikke kunne det jeg gerne ville.

Men da de første 2 uger var gået, skete der en kæmpe forbedring. Det var ret god timing i forhold til, at min mand jo kun havde 14 dages barsel og at jeg efter det, var alene med begge børn om morgenen og om eftermiddagen.

En ting jeg har været rigtig dårlig til, har været at overholde det med ikke at bære for meget. jeg ved godt at det er vigtigt, men det er bare svært når man har et barn i forvejen. Oliver er heldigvis så stor at han ikke skal bæres rundt, men der er bare tidspunkter hvor jeg lige har været nød til at løfte ham. Eller i hvert fald har gjort det. Som ned fra køkkenbordet. Op på en gynge osv. Nogle gange har det gjort ondt i arret efter men for det meste er jeg sluppet. Forhåbentligt har jeg ikke skadet et eller andet i forhold til helingsprocessen!

Udseendemæssigt generer det mig overhovedet ikke. Selve arret ser pænt ud, selvom det stadig er meget rødt. Det er jo egentlig bare en lille streg på maven, som jeg stort set aldrig ser alligevel. Måske jeg ville have det anderledes hvis jeg elskede at gå i ekstra lavtaljede bukser og mavebluse – men det droppede jeg heldigvis i 8. klasse.

Jeg er dog ikke nået dertil, hvor det overhovedet ikke gør ondt. Hele området omkring det er stadig mærkeligt følelsesløst og det er ubehageligt hvis noget rør det. Ikke at det er ubehageligt at have tøj over det, men det er ubehageligt at blive nusset der eller hvis noget ligesom kører over det. Arret gør også ondt hvis noget rammer det. Jeg kan stadig ikke have bukser på, hvor kanten sidder tæt på arret. Hverken undertøj eller ægte bukser. Det værste er dog når Lukas sparker mig i maven om natten. Han er imponerende god til at ramme lige der hvor han ikke skal. Og så er jeg mærkeligt nok lige præcis den højde der gør, at hvis jeg læner mig ind over køkkenbord/badeværelsebord for at vaske hænder eller lignende, så går bordkanten liiige ind i mit ar, hvilket faktisk er ret ubehageligt. Derfor holder jeg mig også fra både at lave mad og vaske op. Altså bare for at give arret ordenligt tid til at hele jo!

Hvor lang tid gik der hos jer der har fået kejsersnit før i slet ikke bemærkede det længere? Eller hvad er status hos jer?

Fik du læst:

Er kejsersnit den nemme løsning?

Første rigtige kig i spejlet

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

Oliver du knuser mit hjerte