Nå mig? Jeg sidder bare og græder lidt over at tiden går så hurtigt.. – ballinogbaby
Om at være på Bali med en baby og en tumling..

Nå mig? Jeg sidder bare og græder lidt over at tiden går så hurtigt..

Kender I det, hvor man har en af de der lidt følelsesmæssige dage? Hvor man føler alt lige lidt mere og der ikke skal vildt meget til, før tårerne kommer? Selvfølgelig gør I det. I hvert fald hvis I har været gravide eller hormonforstyrret på barsel.

Sådan en dag har jeg i dag. Ikke at jeg er ked af noget, snarre tværtimod. Jeg er meget lykkelig. Men det der gør mig lidt ustabil i dag er, at jeg igen er blevet ramt af hvor stærkt tiden går. Jeg tror mange forældre kan nikke genkendende til, at tiden med børn er en underlig størrelse. En nat hvor de ikke sover kan føles som et år, men alligevel er 2 år pludselig forsvundet mens man blinkede med øjnene.

Det er bestemt ikke første gang at jeg tuder over det. Allerede fra da Oli blev født begyndte jeg at stresse over, at han en dag ville vokse sig stor. På den berømte “tude-dag” på 3. dagen efter fødslen, sad jeg og tudbrølede til Disneyfilmen Skatteplaneten, fordi morens lille dreng så hurtigt vokser op og bliver stor og jeg blev ved med, at forestille mig at det var Oli.

Siden Oli var baby har jeg hele tiden tænkt, at NU var han i den bedste alder. Da han var helt lille og begyndte at smile tænkte jeg:”Det her må være det mest fantastiske.” Så begyndte han at kunne sidde selv og grine og så var jeg overbevidst om, at det måtte være det største. Det samme skete da han begyndte at kravle og gå, for slet ikke at tale om da han sagde sine første ord.

Men selvom jeg synes tiden går uhyggeligt stærkt og jeg dårligt kan forstå at jeg allerede har en dreng på 2 år, så synes jeg faktisk stadig han har den mest fantastiske alder.

Jeg elsker at han er blevet så stor, at jeg kan dele oplevelser med ham som gør ham glad. Allerede fra da han var blot et par måneder, havde jeg ham med i Zoologisk have og andre steder, som jeg havde glædet mig til at opleve med ham. Men der var han selvfølgelig enten røv ligeglad, eller mere interesseret i duerne. Nu kan jeg tage ham steder hen hvor han ikke bare elsker det mens han er der, men også både kan glæde sig til det og snakke om det efter.

Jeg elsker at se ham lege og se, hvordan hans fantasi udvikler sig. Jeg elsker at høre hvordan han begejstret fortæller om noget han har oplevet, eller noget han lige synes er sjovt. Jeg kan seriøst bare sidde og stirre på ham og mærke hvordan mit hjerte næsten brister af kærlighed til ham.

Det skræmmer mig dog stadig, at han vokser så hurtigt op lige for næsen af mig. Før jeg ved af det starter han i børnehave, så skole, og pludselig går han til fritids-aktiviterer og cykler hen til sine venner når han har lyst. Pludselig vil han ikke længere holde mig i hånden når han skal sove, eller komme ind til os om natten med sin sut i den ene hånd og sin dino-bamse i den anden.  Jeg kan slet ikke holde ud at tænke på, at han inden jeg har set mig om, er en doven teenager med kæmpe fødder og damer på besøg.

Og nu gentager historien sig, for nu er Lukas kommet til. Og det er godt nok lidt mere end 3. dagen efter fødslen, men igen sidder jeg og græder over, at han snart er stor og ikke har brug for sin mor.

For på trods af alt dårligt jeg kan finde på at sige om barselslivet, eller hvor hårdt det nogle gange kan være, så er det at være mor det mest fantastiske jeg har prøvet. Jeg elsker at være den der står klar med kys og kram når Oli har slået sig og være den han glædestrålende løber i møde når han bliver hentet i vuggestuen. Selvom jeg i sekundet synes det er øv – elsker jeg at være den han kalder på om natten når han føler sig utryg og at være den, han aller helst vil lege med.
Og jeg glæder mig til, at skulle være alt dette for Lukas også. Til at se ham vokse op og lære alle de ting, en lille baby skal lære.

Jeg har bare brug for at tiden ikke går så pokkers stærkt!

Nu vil jeg gå ind og lægge mig mellem mine to drenge, der begge ligger og sover inde i sengen og ser engesøde ud. Og så vil jeg kysse og kramme dem ekstra meget, lige så snart de vågner.

Fik du læst:

Identitetskrise – jeg har et vuggestue barn!

Kan man elske næste barn lige så højt?

Følg med på instagram

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

Om at være på Bali med en baby og en tumling..