Lidt om de første dage som mor til 2 og om dårlig samvittighed – ballinogbaby
Fødselsberetning Lukas

Lidt om de første dage som mor til 2 og om dårlig samvittighed

I dag er det en uge siden, at vi tog på hospitalet for at få en lillebror med hjem. Spændte og nervøse, med pakket hospitalstaske og Oliver afsat til Bedsteforældre hygge. Mega klar på igen at blive forældre men også i tvivl om, hvad søren det ville indebære, pludselig at blive en familie på 4.

Det blev til 3 dage på hospitalet og selvom vi begge havde været rigtig opsatte på at kunne komne direkte hjem denne gang, var jeg rigtig glad for de dage jeg endte med at være indlagt.

Det var rigtig rart at være “tvunget” til bare at ligge i en seng og slappe af, da det var det absolut eneste jeg kunne.
For jeg siger jer,  smerterne efter sådan et kejsersnit er altså ikke for sjov! Jeg kunne hverken vende mig, rejse mig eller sætte mig op uden at jeg havde lyst til at skrige lidt. Det var derfor ret ideelt at være et sted, hvor man lige kunne hive i snoren og så få sig en morfin pille.
Derudover var det rigtig godt at have et par dage, hvor det kun var Lukas og jeg. Hvor vi bare kunne ligge hud mod hud og lære hinanden at kende. Jeg havde god tid til at få styr på amningen og til, bare at nyde min lille baby.

Det er en smule anderledes at være kommet hjem. Misforstå mig ikke, det er helt fantastisk at være hjemme i vores eget hus og kunne komme igang med vores nye liv som en familie på 4. Jeg savnede Oli helt frygteligt på hospitalet og det er så dejligt at være hjemme hos ham igen. Men jeg synes også det er hårdt, og det giver mig faktisk rigtig dårlig samvittighed.

Det er ikke dårlig samvittighed over, at jeg bruger meget tid med Lukas. Den del går faktisk over alt forventning. Lukas er stadig så lille, at han ikke kræver særlig meget. Han spiser, skal have ny ble og ellers sover han bare. Han er skøn og dejlig og Oliver er så god sammen med ham. Han vil hele tiden lige til ham, vil gerne være med når der bliver skiftet ble eller ae ham når han skal sove.

Men det er dårlig samvittighed over mit overskud i forhold til Oliver. Jeg har stadig rigtig ondt i mit ar og det påvirker mig meget. Jeg ved godt det er helt normalt, men det er enormt frusterende. Jeg kan ikke særlig meget før det gør ondt, hvilket også giver mig en ret kort lunte. Hvis jeg skal have Oli til noget – som at tage tøj på og han ikke hører efter, så synes jeg virkelig det er svært. Jeg kan ikke løfte ham, jeg kan ikke lige løbe efter ham og mit overskud bliver hurtig brugt op. Jeg ender derfor hurtigere med at blive sur på ham og så bliver jeg ramt af dårlig samvittighed. Jeg ved godt at han er 2 år og selvfølgelig søger grænser. Han gør til tider det modsatte af hvad man siger, gemmer sig når han skal have sko på, eller får et flip hvis ikke jakken bliver lukket som han havde forestillet sig. Men jeg plejer at være rigtig tålmodig og god til at rumme det, men det er jeg ikke nu. I stedet tænker jeg at det er hårdt at være sammen med ham – og så kan jeg bagefter bryde helt sammen. For hvilken mor kan ikke rumme sit eget barn? Hvor tarveligt er det ikke at tænke, at det er for hårdt at være alene med ham?

Samtidig savner jeg ham jo helt ekstremt. For bare en uge siden var han hele min verden og jeg savner så inderligt at gøre ting med ham! Jeg vil kunne lege med Lego på gulvet eller løbe rundt og være en farlig dinosaur! Jeg vil kunne have ham siddende på skødet og læse bog uden at være bange for, at han rør min mave.

Jeg ved godt at der kun er gået en uge. Og jeg ved godt, at det meste af det her er fordi jeg lader mine tanker og følelser løbe lidt ud af kontrol, mere end det er hvad Oli føler. Far er fantastisk til at lege med ham de her dage og han lider absolut ingen nød. Han har de skønneste bedsteforældre der tager ham i zoo, til gymnastik, bager julekager og giver ham dage, hvor det bare er ham der er i centrum.

Men jeg savner ham. Og jeg er bange for, at han føler jeg har svigtet ham.

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

Fødselsberetning Lukas