Lidt om hårde afleveringer og et lille råb om hjælp.. – ballinogbaby
Lidt om katastrofe tanker og frygten for at være "for" lykkelig..

Lidt om hårde afleveringer og et lille råb om hjælp..

Såå sagen er den, at jeg synes vi er inde i en rigtig hård periode med Oli lige for tiden. Han har virkelig svært ved, at skulle sige farvel til Niko eller jeg, eller generelt bare at skulle være længere væk fra os end et par meter.

Jeg synes aldrig rigtig vi har haft en slem periode med seperationsangst. Vi har da haft dårlige dage i vuggestuen hvor han ikke ville afsted, men størstedelen af tiden har han altid bare været den, der løb ind på stuen mens han hurtigt vinkede til mig og så ellers var igang med legen. Han er også altid blevet passet meget i løbet af sine 2 år og har ofte sovet ude, hvilket aldrig har været en udfordring.

Men lige pludselig, så synes jeg at det hele er blevet lidt svært.

De sidste 2 ugers tid, har han været rigtig ked af det når jeg har afleveret ham. Han har flere gange i løbet af morgenen kommenteret på, at han vil blive hjemme hos mor og far og der skal næsten ikke noget til, før han begynder at græde når vi kommer til vuggestuen. jeg får af vide af pædagogerne at han hurtigt bliver glad igen, og de gange jeg som en anden stalker mor har stået og luret ind ad vinduet kan jeg også se, at han hurtigt er igang med en leg. Men jeg synes stadig at det er helt ekstremt hårdt og jeg har virkelig lyst til, bare at tage ham med på arbejde i stedet.

Men det er faktisk ikke kun i vuggestuen, at han reagerer på det. Han er begyndt at vågne hver nat og være rigtig ked af det, indtil han kommer ind i vores seng. Det er ellers længe siden han sidst har vågnet om natten, men nu er det hver nat. Og han er ked af det, indtil han ligger mellem mor og far.

Forleden skulle han også sove hjemme hos bedstemor og bedstefar, hvilket han har gjort masser af gange. Men da de nåede til at han skulle puttes, blev han dybt ulykkelig og ville hjem til mor og far. Til sidst måtte jeg komme og hente ham igen.

Han bliver ked af det hvis far siger farvel og går mens vi stadig er derhjemme og han bliver ked af det, hvis han om aftenen kalder på mor – og far så kommer i stedet. Alt sammen meget usædvanligt.

Jeg ville bedre kunne forstå det, hvis det var efter lillebror var kommet og at han havde en reaktion på det. Men jeg ved ikke helt hvad det kommer af nu. Og det er også derfor jeg har brug for jeres hjælp! For I er altid så kloge og kommer med så gode råd!

Er det normalt at der ligger sådan en fase omkring de 2 år? Og hvordan håndterer jeg det bedst?

Nu går jeg jo snart på barsel og har faktisk mulighed for, at holde ham hjemme dage han er ked af det og ikke vil afsted. Men jeg kan ikke finde ud af, om det vil gøre det værre?  Er det mon vigtigt at han har en fast kendt rutine han kan forholde sig til, i stedet for det med at blive afleveret sent nogle dage, fri nogle andre og ellers noget helt tredje? Eller ville det hjælpe at give ham mere fri og mere tid med mor?

Glæder mig til at høre alle jeres kloge råd!

Det værste min kæreste har sagt til mig mens jeg var gravid

Panik! jeg skal jo føde et barn

Følg med på instagram

14 kommentarer

  • Sara

    Jeg har en søn på 2,5. Vi har dog ingen problemer med aflevering i institution, men ellers passer resten på vores hverdag.- specielt det med natten!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikkelauge

    Har heller ingen gode råd, kan bare fortælle at det samme sker hjemme hos os. Vores dreng på 2 år vil ikke slippe mit ben når jeg skal aflevere ham i dagplejen og græder ofte når jeg så går. Har dog fundet ud af at hvis dagplejemoren fanger ham med en leg eller tegne, male eller lignende ligeså snart vi træder ind af døren er der ikke problemer så følger han med ind uden brok eller gråd og jeg kan gå uden han løber efter mig.
    Min søn blev storebror i juli og troede først det var en reaktion på det. Men eftersom det fortsætter tænker jeg måske det er alderen🤷‍♀️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ballinogbaby

      Det kunne godt lyde som om det er en normal 2 års ting så🤔 vi må krydse fingre for det snart slutter!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Her har vi en mus, der fylder 2 på tirsdag (hvor er tiden blevet af) og jeg ser helt samme reaktioner her.
    Siden hun var helt lille, har hun været udadvendt og ville altid bæres så hun kunne se verden, nu er hun så genert og mors pige, at selv mormor og morfar ikke er gode nok, til at starte med…
    Ingen gode råd herfra, men kan kun videregive hvad jeg hører: “det går over omkring 8års alderen, når mor bliver for pinlig” 💗

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ballinogbaby

      Haha😂 og så kommer vi til at savne det!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Nu er det svært med børn da de ikke er ens, men vores datter har også en periode lige nu hvor hun bliver ked af da en af os går herhjemme fra og når vi aflevere hende i vuggestuen, hvilket hun aldrig har gjort før, men vi har valgt at bruge den faste rutine, selvom vi havde mulighed for at holde hende hjemme nogle dage, og allerede nu kan vi mærke at det hjælper, ikke helt overstået men en smule hver dag 🙂
    Held og lykke med det

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ballinogbaby

      Tak for rådet! Jeg tænker også at korte men faste dage måske er vejen frem!😃

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Det er en helt normal periode I er inde i nu.
    Vores er på nøjagtig samme måde, og er fra april 17. 🙈
    Det er heldigvis blevet bedre med at aflevere, men han vågner også HVER nat og skal sove hos os. 😅
    Vi glæder os til at det vender, og sender en kærlig hilsen til jer 💕

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ballinogbaby

      Åårh det er jeg så glad for at høre! Altså ikke at I har problemer😅 – men at det er normalt!❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nynne

    Hos os var der også en periode omkring 2 år. Han sov, i den periode inde hos os, så må jeg ved ham til han faldt u søvn. Kort efter var han klar igen til eget værelse ect.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ballinogbaby

      Dejligt at høre det nok er helt normalt!❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Har ikke nogle gode råd men ville bare lige sende en kærlig tanke. Det er det værste når de er kede af det❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

Lidt om katastrofe tanker og frygten for at være "for" lykkelig..