Skal mor og far være enige om alt? – ballinogbaby
Om at være skrækslagen på en skummel rasteplads

Skal mor og far være enige om alt?

Noget af det største ved som par at beslutte sig for at få et barn er, at man vælger den anden person til at skulle være den, man vil dele forældrelivet med. Den som skal være den anden halvdel af barnets opdragelse og verden. Det er en virkelig stor ting og en kæmpe tillidserklæring. For vi er jo alle sammen forskellige og gør tingene på forskellige måder. Men som forældre skal man, i hvert fald som udgangspunkt, være enige om de store ting.

Da man var yngre, betød det ikke så meget, om ens kæreste havde de samme synspunkter som en selv. Jeg havde en kæreste som havde det grimmeste indrettede værelse (da vi stadig boede hjemme) med den ene hæslige ting på væggen efter den anden. Men det generede mig da ikke det mindste. Jeg tog bare hjem på mit eget værelse der var proppet med duftlys og pyntepudder, hvis jeg blev for træt af at se på det. Der behøvede vi ikke at blive enige om, om vi var til duftlys eller nøgne damer på væggene, for vi skulle ikke vælge.

Den første gang jeg blev udfordret på det med forskellige meninger, hvor man er NØD til at finde en løsning, var da jeg var blevet gravid. Min kæreste drømte om at flytte i hus i provinsen og jeg var rædselslagen for, at skulle forlade København.  Omvendt drømte jeg om at bruge alle vores penge på et stort bryllup, hvor han var mere til et “grill i haven med gæsterne” arrangement. Men når man har besluttet sig for at dele livet sammen og skal have et barn, så kan man åbenbart ikke bare sætte foden ned og sige “jeg vil!”. Så er man nød til at snakke om tingene, til man finder en løsning. Og tænk engang, det fandt vi også.

Men det er gået op for mig, at den store test hverken er at flytte sammen, tage i IKEA eller planlægge et bryllup. Det er børneopdragelsen.

For hvad gør man, hvis mor og far ikke er enige i, hvordan barnet skal opdrages?

Jeg talte for ikke så længe siden med en bekendt, som var godt og grundigt frustreret over sin mands opdragelsesform. Hun er selv stor tilhænger af konceptet omkring ifavnsk opdragelse, hvor man altid stræber efter at møde barnet i dets følelser og at ingen følelser er “forkerte”. (Beklager hvis det var en alt for simpel beskrivelse) hendes mand derimod, er lidt mere af den gamle skole. Ikke at han er en dårlig far, bestemt ikke! Men for ham er det helt naturligt med sætninger som “Det er ikke noget at græde over” eller “så går vi uden dig”, hvilket strider helt imod alt hvad hun selv synes er rigtigt.

Jeg skal på ingen måde gøre mig til dommer over hvad der er bedst, da jeg absolut ikke har nogen anelse. Jeg tror selv jeg ligger et sted i midten. Men jeg synes det er et rigtig godt eksempel på, når man ikke er enige som forældre.

For hvad søren gør man, hvis man ikke er enige i hvordan børnene skal opdrages?  Er det ok at mor gør tingene på en måde og far gør tingene på en anden? Eller bliver barnet så snot forvirret?

Jeg selv er ret glad for, at min mand og jeg har haft en ret ens barndom. Jeg tror for det meste at man (hvis man har haft en god barndom), synes at det man selv er vokset op med er det rigtige. Alt ligefra om man har telefonen fremme når man spiser, til hvordan man holder ferie. Min kæreste og jeg er vokset op med nogenlunde samme værdier og indtil videre i hvert fald, er vi ret enige om de store ting. (Af det man nu kan have mødt af store ting når barnet kun er 2 år). Men det betyder da ikke, at vi bare glider smertefrit igennem det hele. Der er mange mindre ting, som vi er uenige om. Jeg tror ofte min mand synes at jeg er lidt for sød, hvor jeg godt kan beskylde ham for at være lidt for streng af og til.

En af de ting vi har været uenige om, er hvorvidt Oli skal sove i sin egen seng, eller få lov til at sove inde hos os. Jeg er selvfølgelig den er synes, at det er fint nok han sover hos os. Det er ikke fordi jeg tror på at det er det bedste, men fordi jeg simpelthen ikke orker, at gå ned i den anden ende af huset når han vågner om natten. De nætter han sover på sit værelse hele natten synes jeg at det er en fremragende ide og de nætter han vågner hele tiden – der synes jeg bare han burde have sin seng inde hos os. Sådan nogle ting er man jo selvfølgelig nød til, at blive enige om som par. Man kan ikke have barnet sove i sin egen seng når far putter og dobbeltsengen når mor putter.

Men de små hverdagsting – dem kan vi godt gøre forskelligt. Så kan det godt være, at man kan få en fignestang af far inden maden, men at den ikke går med mor. Hvor man til gengæld kan lokke mor til at synge en ekstra godnatsang. Men den slags småting tror jeg nu ikke de tager skade af..

Hvad tænker du? Skal mor og far være enige i alt? Og er i det? Eller hvordan er situationen hos jer?❤️

Fik du læst:

5 råd til parforholdet efter baby

Styrker eller svækker et barn parforholdet

Ting man sjusker med, nu ældre baby bliver

følg os på instagram

 

2 kommentarer

  • Charlotte

    Haha – som enlig mor til donorbarn slipper man da for det….selvom det nu kunne være meget rart at være 2 om det alligevel 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ballinogbaby

      Ja nogle gange er det nok nemmere bare at skulle blive enig med sig selv😆

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

Om at være skrækslagen på en skummel rasteplads