Om at være skrækslagen på en skummel rasteplads – ballinogbaby
Snedige tricks til at udskyde putningen..

Om at være skrækslagen på en skummel rasteplads

  Jeg vil lige skynde mig at sige, at det her indlæg ikke handler om denne her ferie. Bare rolig mor og svigermor! Jeg kom bare til at tænke på den, da jeg lå igår og ikke kunne sove. Og det er en god historie – derfor kommer den her! 

Det skete for lidt over 3 år siden, da min mand og jeg var på Bali. Det var den gang vi var unge og vilde – før vi blev nogens forældre og begyndte at gå op i autostole og kørselssikkerhed, og vi havde lejet en scooter som vi drønede rundt og udforskede øen på.

En dag havde vi været ude og køre lidt på må og få og var kommet langt væk fra den by vi boede i. Det begyndte at blive mørkt og vi tænkte, at det var på tide at vende næsen hjemad. De andre dage havde vi bare brugt telefonens kort til at finde hjem, så derfor havde vi ikke rigtig gjort noget ud af, at holde øje med hvor vi kørte hen. Uheldigvis stod vi pludselig i den situation, at ingen af vores telefoner havde skyggen af forbindelse.

Af en eller anden mærkelig grund var der heller ingen der kendte noget til den by vi boede i (måååske fordi vores udtalelse var helt i skoven) og der var derfor heller ingen der kunne guide os vej.

Vi kørte afsted i håbet om at finde noget vi kunne kende, men endte efterhånden i et lidt skummelt område. Som prikken over i’et, punkterede scooteren.

Jeg vil da blankt indrømme, at der ikke skal så meget til før at jeg synes noget er skummelt. Så snart der er mørkt og bare lidt snusket, er jeg sikker på at jeg pludselig er med i en krimiserie – hvor jeg er offeret. Men da jeg kunne mærke at min kæreste heller ikke var helt tryg ved situationen, gik jeg helt i panik.

Der stod vi, i bulder mørke, med en punkteret scooter og anede ikke hvad vi skulle gøre.

Kort efter kom en mand kørende hen til os, pegede på den punkterede scooter og bad os følge med. I mangel på nogle andre løsninger, fulgte vi pænt efter.

Han dirigerede os ind på en slags rasteplads uden hverken lys eller andre mennesker. Jeg var sikker på, at nu var vi nået der til hvor vi skulle røves for alt hvad vi ejede, eller kidnappes.

Men det var det ikke det der skete. Til gengæld havde vi mødt verdens sødeste mand, som åbnede sin rygsæk og hev en hel masse lappegrej frem. Han ordnede vores scooter på nul komma fem, uden at bede om noget som helst. Som om det ikke skulle være nok, kunne han tydeligt se at vi ikke anede hvor vi var eller hvordan vi kom hjem, så han fulgte os også ud til hovedvejen og diregerede os i den rigtige retning. 

Han er den absolut sødeste fremmede mand jeg nogensinde har mødt. Og det burde måske lære mig at stole liiiidt mere på andre mennesker. 

Fik du læst:

snedige tricks til at udskyde putningen

Første uge i paradis

Følg med på instagram

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

Snedige tricks til at udskyde putningen..