Det sidste barn i vuggestuen.. – ballinogbaby
5 opdragelses situationer jeg ikke har håndteret helt optimalt

Det sidste barn i vuggestuen..

Så skete det, der jo måtte ske før eller siden. Oliver var det absolut sidste barn tilbage i vuggestuen, da jeg kom og hentede ham.

Jeg tror det er en lille frygt der sidder hos alle forældre, at deres børn ikke skal være det første eller det sidste barn i vuggestuen. Og da slet ikke begge dele på en og samme dag! Det er som om, at det ikke er helt ligeså slemt, hvis der bare er et andet barn tilbage end ens eget.  Men det der med, at der sidder en pædagog KUN for ens skyld og bare venter på at man får hentet sit barn, den er ikke sjov. (Så hvis man møder den anden mor på parkeringspladsen, gælder det bare om at komme ind i en rasende fart).

Jeg har før hentet Oli sent og har som sådan ikke noget imod det. Jeg ville da selvfølgelig helst, at han kunne blive afleveret sent og hentet tidligt hver dag, men sådan kan vores hverdag bare ikke hænge sammen. Og det er da vel de færreste der kan det! Så længe han ikke er der fra 7-17 hver eneste dag, synes jeg ikke jeg har noget at stresse over.

Men det gjorde jeg nu alligevel noget så voldsomt forleden eftermiddag. Jeg var kommet en smule for sent afsted fra arbejde og havde lidt naivt, ikke regnet med at der ville være så meget trafik og at folk kørte så langsomt i sneen. I vuggestuen er den seneste tid man kan vælge at hente på 16:45 og der holdt jeg bare stadig i kø ude på vejen.

Jeg prøvede flere gange at ringe derop for at forklare, men der var ingen der tog telefonen og jeg gik selvfølgelig mere og mere i panik. Ikke fordi jeg troede de var gået hjem og Oli var der alene, men jeg forestillede mig alle de ubehagelige kommentarer jeg ville få når jeg endelig nåede frem. Og jeg forestillede mig især, at Oli ville sidde helt alene og ked af det, fordi hans mor endnu ikke var kommet. Det var faktisk tæt på at jeg sad og græd lidt i bilen.

Kl. 17:00 var jeg endelig fremme og jeg fløj ind i vuggestuen med alle mine undskyldninger klar.

Og der sad han så, i sofaen med benene oppe og en kiks i hånden og helt ligeglad med, at han var det sidste barn. Han lignede faktisk en der synes at det var glimrende, at der ikke var nogle irriterende børn man skulle dele legetøj eller opmærksomheden med.  Jo han blev da glad for at se mig, men han havde ingen interesse i at vi skulle hjem. Han ville hellere vise mig alt det han havde leget med den dag og prøvede også, at lokke mig til at sætte mig med i sofaen og læse en bog. Jeg blev så ubeskriveligt lettet!

Og pædagogen var jo selvfølgelig heller ikke sur. Jeg fik bare at vide at de havde kamp hygget sig, Oli fik en farvel krammer og så tog vi hjem.

Grunden til, at jeg skriver denne lange smøre er egentlig bare for at sige, at det ikke nødvendigvis er så slemt, som vi gør det til. Måske er det med, “at være det første/sidste barn” noget vi stresser langt mere over som forældre, end vores børn nogensinde vil. Måske er det faktisk meget rart at være det første barn alene med pædagogerne og med hele vuggestuen for sig selv. Og i hvert fald, tror jeg ikke der er nogle børn der har taget skade af, at være det sidste barn. Heller ikke Oliver.

Fik du læst:

5 opdragelsessituationer jeg ikke har håndteret helt optimalt

Livet før børn vs. livet efter børn

Sludder mødre siger og gør før de bliver mødre

 

6 kommentarer

  • Det skal man nemlig ikke stresse over, de hygger sig ofte – de sidste. De har jo noget som de andre aldrig oplever, ro!

    By the way, hvor er hans flyverdragt fra? Leder efter en størrelse 80 til næste vinter 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ballinogbaby

      Præcis!😃
      – Den er fra Lidex og så var den faktisk ikke særlig dyr😋

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Ingen skade er sket ved at dit barn er den sidste en enkel gang i mellem eller for den sags skyld en gang om ugen😍der hvor jeg som pædagog ofte oplever at blive bekymret, er når det hverdag hele ugen er det samme barn der hentes ved luk og stortset afleveres ved åbning. Det sker oftere end man tror😔

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ballinogbaby

      Og det er jo selvfølgelig heller ikke en optimal sitation☺️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Det tror jeg du har helt ret i 🙂 og som pædagog vil jeg bare sige at – shit happens og man kan komme for sent.. s længe man (prøver) at ringe og siger undskyld og skynder sig ud af døren er ingen skade sket.. en lille chokolade som undskyld til pædagogen er god stil, men ikke nødvendig 😉
    MEN forældre der kommer lige i eller over lukketid og opfører sig som om de har al tid i verden, uden at undskylde eller vise respekt for at den pågældende voksen måske også har et sted han/hun skulle være… uuuuuh-ha det er øv

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Og det kan jeg SAGTENTS forstå! Det er heller ikke i orden! Men når det en gang i mellem smutter, så er det dejligt I er søde omkring det😆
      (Og tak for tippet om chokolade 😍)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

5 opdragelses situationer jeg ikke har håndteret helt optimalt