Min fødselsberetning og tanker 1 år efter – ballinogbaby
Hvad jeg især savner ved barselslivet

Min fødselsberetning og tanker 1 år efter

670f0ed6-58e1-4c7c-b859-1453ba0a7e93

Jeg vil ikke!! Jeg kan ikke!” hulker jeg igen og igen til den søde jordemoder og hendes studerende imens min kæreste hjælpeløst ser på. ”jo du kan skat” prøver han forsigtigt, hvilket bare udløser et endnu højere hulk efterfulgt af ”Neeeeeej”. Det er nu ca. 36 timer siden jeg havde min første ve, og al glæden og forventningen er blevet erstattet af en dyb frygt for, at det jeg har i gang i er umuligt. Der er ingen jordisk chance for, at det barn kan komme ud den vej og tydeligvis nægter alle her at give mig det kejsersnit jeg skriger efter.

Fødslen startede ud med veer i næsten 12 timer hjemme hos os selv. Bevares, i starten var de på ingen måde slemme nok til at blive kategoriseret som ”rigtige” veer, men min lille naive hjerne synes de var i og åh så slemme. Da vi nåede søndag aften og jeg havde pustet og stønnet hvert 5 min. I et par timer, tog vi endelig på hospitalet.

Nervøs og spændt fik jeg moslet min kæmpe hvalagtige krop op på briksen, klar til at høre hvornår jeg kunne have min skønne baby i armene. Men ak ve oh smerte. På trods af mine mange veer kunne jordemoderen fortælle mig at jeg endnu ikke var begyndt at åbne mig. Jeg var lukket som en østers.

Jeg blev tilbudt at blive natten over med morfin mod smerterne, hvilket jeg takkede stort ja til! Derefter fik min kæreste og jeg en fin stue hvor han fik sig et par dejlige timers søvn. Alt imens jeg lå og funderede over hvad det egentlig var jeg var gået med til, og om det var muligt at bestille sig 1 stk. Kejsersnit næste gang en jordemoder kom forbi.

HELDIGVIS havde nattens veer hjulpet og jeg havde åbnet mig nok til nu at komme ind på en rigtig fødestue. Efter et par rædselsfulde timer med endnu flere veer fik jeg (ENDELIG!!) en epidural blokade -og sikke en fornøjelse det var at få den! Efter mere end et døgn med veer kunne jeg nu endelig få et partimers søvn og overbevise mig selv om, at døden måske ikke var så nærtstående som jeg havde troet de sidste par timer.

Meen alle gode ting har jo en ende, og efter et par dejlige smertefrie timer, var jeg ved at være åben nok til at en baby kunne komme ud (I hvert fald ifølge en jordemoder) og jeg skulle stille og roligt begynde at presse.

Og hold nu fast hvor jeg savnede mine gode gamle velkendte veer, da først presseveerne slog til. Nu er jeg en pige der både er blevet trampet, sparket OG mast under en hest i min tid som ridepige, men ALDRIG har jeg prøvet noget så smertefuldt som da min lille skats hoved skulle presses ud af mig.

Og her er vi tilbage til den hulkende hval på fødebriksen. For på trods af opmuntrende og rosende ord fra min nu 9. Jordemoder, og tiltro fra min kæreste, og alle de andre der pludselig var på stuen, var jeg fuldstændig overbevidst om, at den baby aldrig kunne komme ud. De måtte simpelthen finde en anden udvej, for den her var umulig. Men der var selvfølgelig ingen der lyttede til mine protester. Jordemoder nr. 7 & 8 tog fat i hver deres ben og pressede op til mine ører hvorefter den ellers så søde jordemoder nr. 9 skreg at nu skulle jeg altså presse.. og så gispe. Og lige som jeg endnu engang skulle til at skrige at jeg ikke kunne – stod hun med et perfekt lille slimet barn i hænderne.  Min perfekte lille dreng.

Et år efter:

Idag er præcis er år siden, at jeg lå midt i alt det her og idag, er første gang jeg genlæser det. Og jeg sidder med tåre i øjnene. Ikke fordi jeg er så rørt over mine egne skriveevner men fordi, at alle følelserne vender tilbage. 

Jeg kan så tydeligt huske, hvordan det føltes da de lagde ham op på mit bryst og hvordan, han bare var så lille og skrøbelig. Jeg kan næsten mærke duften af ham og hans lille varme krop mod min. Jeg kan også huske, at det første han gjorde var at skide ud over mig – hvilket man ellers aldrig hører om!

Jeg kan huske hvordan jeg tænkte SHIT! Da jordemoderen sagde, at jeg bare skulle lægge ham til brystet for jeg havde ingen anelse om, hvordan man gjorde.

Jeg kan huske, hvordan jeg både var helt og aldeles panisk over, at jeg nu havde det fulde ansvar for et andet lille bitte menneske. Men også hvordan, at mit hjerte svulmede med kærlighed, hver gang jeg kiggede ned på ham.

Jeg kan desværre også huske, hvor lidt en fornøjelse det var, at presse sådan en baby ud. Og jeg satser stadig meget hårdt på, at der inden næste gang jeg roder mig ud i det her, er opfundet en metode der får baby nemt, hurtigt, naturligt og smertefrit ud af kroppen. Det må da kunne opfindes!

Vil du læse mere omkring fødsler?

7 ting ingen havde fortalt mig om fødslen

7 ting ingen havde fortalt mig om tiden efter fødslen

 

 

1 kommentar

  • Andrea M

    Bliver også helt rørt når jeg læser det. At holde sit barn for første gang er bare det største i verden❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

Hvad jeg især savner ved barselslivet