
Ååårh nej. Så skete det. Det man altid hører rygter om, men som jeg var bombe sikker på, ikke ville ske for mig – Jeg er ved, at glemme hvordan det føles at føde. Ja, jeg ved godt jeg burde have set det komme. Det er trods alt det alle siger. Men alligevel, jeg forventede mere af min egen hjerne. Og det er jo ikke fordi, at der bare er gået en sort klap ned, som har blokeret for hele oplevelsen så jeg ikke kan huske noget. For det kan jeg da! Jeg husker tydeligt, mig selv sidde på en yoga bold, med tårerene løbende ned af kinderne, mens jeg bævende siger til jordemoderen, at jeg altså ikke tror jeg...