Blufærdighed vs. Fødsel – ballinogbaby
7 ting ingen havde fortalt mig om at være gravid

Blufærdighed vs. Fødsel

21245342_10155687375677138_1286321916_n

Vi kan vidst alle godt blive enige om, at en fødsel ikke er et tidspunkt hvor man kan være specielt blufærdig. Lige meget hvordan man vender og drejer situationen, skal baby ud forneden – og medmindre man føder alene bag en busk, er det altså en situation hvor der vil være andre til stede.

Før min egen fødsel, var det der stressede mig mest ikke tankerne om hvor ondt det ville gøre, men mere hvad min kæreste ville få at se. Det virker i bagklogskabens lys lidt åndsvagt, men det var nu engang det jeg gjorde. Jeg kunne ikke lide tanken om, at være ude af kontrol og ”bare lade kroppen gøre sit arbejde”, som de så fint snakkede om til fødselsforberedelsen. Jeg brød mig bestemt ikke om, at min kæreste skulle se mig svedende og skrigende, mens baby og -muligvis andre ting kom ud af mig. Jeg havde selvfølgelig læst op til flere fødselsberetninger der fortalte om hvordan både lort og bræk fløj ud af dem under veerne og jeg brugte mange vågne nattetimer på, at prøve at gennemskue hvordan jeg undgik at ende i sådan en situation.

Min kæreste havde fået strenge instrukser på, at han skulle blive oppe ved mit hoved under fødslen og han kunne lige vove på at kigge med når baby kom ud.

Virkeligheden blev jo selvfølgelig en helt anden. Da først veerne var gået rigtig i gang, var jeg fuldstændig ligeglad med alt og alle. Jeg lå stort set nøgen, fordi jeg ikke kunne overskue at tage tøj på efter mit bad, og det rørte mig overhovedet ikke hvem og hvor mange der var på stuen. Jeg blev følt og mærket på af hvad der føltes som alle jordemødre på afdelingen, som om jeg aldrig havde foretaget mig andet. Da jeg først skulle presse baby ud var jeg så langt væk i min egen verden, at jeg hverken vidste hvad jeg sagde eller lavede. Jeg vil endda også påstå at min kæreste heller ikke havde opdaget hvis der var kommet andet ud end der skulle mens jeg pressede løs. Han havde nok at gøre med at prøve at berolige mig. Men uden at snakke (for det kunne jeg ikke overskue) og uden at røre mig (Det var også i overkanten) men dog stå klar med saftevand og sugerør, helst 2 sekunder FØR jeg følte jeg havde brug for det.

Dagene efter fødslen var heller ikke mine mest charmerende. Jeg havde godt hørt rygter om det kæmpe bind man ville blive iført, men at den egentlige betegnelse burde være ble, gik først op for mig da jeg havde fået det på. At jeg yderligere var for svag til at rejse mig op i de næste dage, så personalet også skulle skifte det som en ble, var heller ikke det fedeste.

Men af en eller anden mærkelig grund, var de her ting ikke nær så slemme som jeg havde frygtet, da jeg først stod i dem. Til dels fordi jeg var så træt og udmattet at jeg ikke havde kræfter til at tage mig af det, men også fordi det hele var en så surrealistisk situation, at jeg ikke rigtig kunne koncentrere mig om andet, end at jeg nu havde en baby.

Hvis nogle havde fortalt mig for 4 måneder siden, at jeg snart ville gå rundt på barselsgangen med fedtet hår, plettet hospitalskjorte og mit tis i en pose (læs timerne efter fødslen), ville jeg have kigget tilbage i forfærdelse. Når jeg tænker tilbage på det billede nu, virker det mest af alt bare en smule komisk.

 

Hvis i vil følge med i hvornår der kommer nye opslag kan man følge med på Instagram lige her!

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

7 ting ingen havde fortalt mig om at være gravid