Fødselsberetning – ballinogbaby
Fødselsberetning

Fødselsberetning

21100842_10155670868747138_1481211613_n

Jeg vil ikke!! Jeg kan ikke!” hulker jeg igen og igen til den søde jordemoder og hendes studerende imens min kæreste hjælpeløst ser på. ”jo du kan skat” prøver han forsigtigt, hvilket bare udløser et endnu højere hulk efterfulgt af ”Neeeeeej”. Det er nu ca. 36 timer siden jeg havde min første ve, og al glæden og forventningen er blevet erstattet af en dyb frygt for, at det jeg har i gang i er umuligt. Der er ingen jordisk chance for, at det barn kan komme ud den vej og tydeligvis nægter alle her at give mig det kejsersnit jeg skriger efter.

Fødslen startede ud med veer i næsten 12 timer hjemme hos os selv. Bevares, i starten var de på ingen måde slemme nok til at blive kategoriseret som ”rigtige” veer, men min lille naive hjerne synes de var i og åh så slemme. Da vi nåede søndag aften og jeg havde pustet og stønnet hvert 5 min. I et par timer, tog vi endelig på hospitalet.

Nervøs og spændt fik jeg moslet min kæmpe hvalagtige krop op på briksen, klar til at høre hvornår jeg kunne have min skønne baby i armene. Men ak ve oh smerte. På trods af mine mange veer kunne jordemoderen fortælle mig at jeg endnu ikke var begyndt at åbne mig. Jeg var lukket som en østers. Samtidig var lillemanden så vild og voldsom inde i maven, at alle de ledninger og elektroder min tykke mave var spændt ind i, ikke kunne måle det de nu engang skulle. Så vi blev sendt ud og gå op og ned af hospitalsgangene en times tid, for derefter at blive undersøgt igen.

Og sikke et syn jeg må have været. Prustende, stønnene og i et tempo der ville gøre selv en snegl flov. Min søde kæreste gik pænt ved siden af med mig i hånden og prøvede på ikke at grine når jeg, endnu engang, måtte stoppe op langs væggen og pruste mig igennem endnu en ve.

Efter mit sølle forsøg på en gåtur, blev vi undersøgt igen og alt var som det skulle være. Jeg blev tilbudt at blive natten over med morfin mod smerterne, hvilket jeg takkede stort ja til! Derefter fik min kæreste og jeg en fin stue hvor han fik sig et par dejlige timers søvn. Alt imens jeg lå og funderede over hvad det egentlig var jeg var gået med til, og om det var muligt at bestille sig 1 stk. Kejsersnit næste gang en jordemoder kom forbi.

HELDIGVIS havde nattens veer hjulpet og jeg havde åbnet mig nok til nu at komme ind på en rigtig fødestue. Efter et par rædselsfulde timer med endnu flere veer fik jeg (ENDELIG!!) en epidural blokade -og sikke en fornøjelse det var at få den! Efter mere end et døgn med veer kunne jeg nu endelig få et partimers søvn og overbevise mig selv om, at døden måske ikke var så nærtstående som jeg havde troet de sidste par timer.

Meen alle gode ting har jo en ende, og efter et par dejlige smertefrie timer, var jeg ved at være åben nok til at en baby kunne komme ud (I hvert fald ifølge en jordemoder) og jeg skulle stille og roligt begynde at presse.

Og hold nu fast hvor jeg savnede mine gode gamle velkendte veer, da først presseveerne slog til. Nu er jeg en pige der både er blevet trampet, sparket OG mast under en hest i min tid som ridepige, men ALDRIG har jeg prøvet noget så smertefuldt som da min lille skats hoved skulle presses ud af mig.

Og her er vi tilbage til den hulkende hval på fødebriksen. For på trods af opmuntrende og rosende ord fra min nu 9. Jordemoder, og tiltro fra min kæreste, og alle de andre der pludselig var på stuen, var jeg fuldstændig overbevidst om, at den baby aldrig kunne komme ud. De måtte simpelthen finde en anden udvej, for den her var umulig. Men der var selvfølgelig ingen der lyttede til mine protester. Jordemoder nr. 7 & 8 tog fat i hver deres ben og pressede op til mine ører hvorefter den ellers så søde jordemoder nr. 9 skreg at nu skulle jeg altså presse.. og så gispe. Og lige som jeg endnu engang skulle til at skrige at jeg ikke kunne – stod hun med et perfekt lille slimet barn i hænderne.  Min perfekte lille dreng.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

Fødselsberetning